Sankt Peders krig

Min tipoldefar Søren Pedersen Wadskjær blev kaldt "Sankt Peder". Han deltog i krigen i 1864 i 8. regiments 3. kompagni. Det var langt fra blandt de tropper, som var mest involveret i kampene med preusserne eller østrigerne i 1864. Den ene gang kompagniet for alvor kom i kamp, var det med til ,at fordrive fjenden fra Dybbøl By - en del af forpostlinien - men måtte trække sig tilbage, da preusserne fik forstærkninger. Var min tipoldefar faldet her, var jeg aldrig blevet født, da han først fik min oldefar Aage Wadskjær, som 43-årig i 1883. Søren Pedersen Wadskjær var den længst levende Furveteran, som døde i 1924.


Berømt kompagnichef


Min tipoldefars "felttog" kan jeg beskrive meget detaljeret, for hans kompagnichef N. P. Jensen har skrevet om det i sine erindringer. N. P. Jensen blev senere militærhistoriker og beskrev i værket "Kampen om Sønderjylland" i fire bind de to slesvigske krige i 1848-50 og 1864. Det havde han gode forudsætninger for, eftersom han selv deltog i begge krige. Han er i sine bøger meget kritisk over for overkommandoens dispositioner navnlig i 1864.
Om sit kompagni skriver han, at det foruden officerer bestod af 196 menige og befalingsmænd, der alle tidligere havde gjort militærtjeneste, så det var altså anden gang, at Sankt Peder trak i kongens klæder. Han mener, at det er en myte at Dybbøl blev forsvaret af uerfarne soldater. Det var den gode udannelse soldaterne havde fået som værnepligtige, som gjorde at de kunne udholde strabadserne ved Dybbøl.


"I fjendeland"
Sankt Peder stødte til regimentet 30. november, da det stod i Kiel i Holsten. Det var meget ubehageligt for stemningen i Kiel var meget antidansk. Alle i byen gik nemlig ind for, at Holsten hurtigst muligt skulle løsrives fra Danmark. Det må have været, som da den jugoslaviske forbundshær stod i Slovenien og Kroatien, da de erklærede sig selvstændige i 1991.
N. P. Jensen kommer med flere eksempler på den spændte situation. Den 19. december blev der holdt sørgegudstjeneste i Kiel for den danske konge Frederik d. 7. Der var ingen tilhørere udover de danske officerer og præsten udtalte, at han ikke i sin prædiken ville dømme om Frederik d. 7's handlinger i sit liv, fordi han nu stod overfor Guds trone. Der var dog ikke meget tvivl om, hvor præsten mente at Frederik d. 7. burde ende.
Den 26. december gik tingene op i en spids. I Holsten betragtede man tyskeren "Friedrich der achte", som hertug af Holsten og ikke den danske konge. Det blev for meget for de danske soldater, som gik ind i butikker og forlangte at købe billeder af den tyske hertug. Da det blev dem nægtet begyndte de at smadre butiksruder med brosten. En dansk soldat fik bank på et værtshus. Det lykkedes regimentets officer at få kaldt deres soldater tilbage, og en dragonedskadron drev med sablernes flade klinge den ophidsede befolkning ind i husene.
Den 29. december fik regimentet ordre om at marchere til Slesvig, hvilket var en stor lettelse. Imens de gik ud af byen kunne de høre hurraråb i anledning af at 300 hannoveranske dragoner nu besatte byen.


Ved Dannevirke


Den 1. februar brød krigen ud. Regimentet dannede sammen med 15. regiment infanterireserven, som skulle sættes ind, hvis fjenden gennembrød Dannevirke. Regimentet havde sin base i Slesvig, men hver gang Dannevirkestillingen var truet skulle det rykke til Pølhegn. Så selv om det ikke deltog i forpostkampene ved Dannevirke ved Mysunde og Overselk (2-3/2) var soldaterne udsat for hårde strabadser i vintervejret.
Natten mellem den 4. og 5. februar tilbragte 3. kompagni ved en fremskudt stilling kaldet "Mågeøen", hvor de skulle understøtte nogle artillerister. Her var de for første gang i berøring med fjenden, eftersom de oplevede en artilleriduel mellem de danske artillerister og nogle østrigske kanoner, som blev kørt stilling for at beskyde øen. Pludselig fik artilleristerne ordre til at rømme øen, uden at de ville give N. P. Jensen en forklaring. De ødelagde kanonerne og forlod i hast øen, mens kompagniet blev stående nogle timer. Herefter fik de ordre til at støde til deres regiment.


Tilbagetoget til Sundeved

Kl. 07.00 om morgenen den 5. februar skulle regimentet samles. Alle i kompagniet, inklusiv N. P. Jensen, troede at de igen skulle til Pølhegn, men istedet svingede de mod Flensborg. Generelt var kompagniet skuffet over at skulle forlade Dannevirkestillingen, men N. P. Jensen var enig i den beslutning.

Midt under tilbagetoget om eftermidagen den 5. februar blev infanterireserven kommanderet til at vende om og gå mod syd. Det var fordi der var kampe i gang mellem den danske bagtrop og østrigske tropper ved Oversø og Sankelmark.
Niels Simonsens berømte maleri "Danske soldater redder en kanon på tilbagetoget fra Dannevirke i 1864", som forestiller soldater fra 8. regiment.

I bidende kulde stod 8. regiment nord for Flensborg og ventede på yderligere ordre. Det var en farlig situation, for i flere timer ledte overkommandoens ordonanser forgæves efter regimentet, der først fik ordren om tilbagetog fem timer efter de andre tropper. Hvis ikke de havde fået meldingen ville de være blevet afskåret af den fremrykkende fjende. Det havde N. P. Jensen prøvet i 1848, da hans enhed 2. jægerkorps den 24. april dagen efter slaget ved Slesvig blev omringet ved Oversø og efter en hård kamp måtte overgive sig. Dennegang slap han med skrækken. (Læs om kampen ved Oversø 24. april 1848 ). Regimentet kom forbi en del efterladt materiel. Soldaterne syntes det var en skam, at efterlade det til fjenden og trak to kanoner hele vejen til Graasten. Denne episode gav Niels Simonsen inspirationen til maleriet ovenfor.
Den 7. februar om aftenen nåede regimentet omsider Dybbølstillingen. På det tidspunkt var N. P. Jensen så udmattet, at han havde hallucinationer. Han så "gigantiske permanente forsvarsværker", hvilket desværre ikke var i overensstemmelse med virkeligheden. I flere dage var den danske hær helt ukampdygtig og hvilede sig i Sønderborg. Tilbagetoget kom dog i den grad bag på fjenden, der nu måtte revidere alle sine felttogsplaner, så hæren fik et tiltrængt pusterum.  
I Sundeved deltog 8. regiment i turnusordning med andre regimenter, som bestod i forposttjeneste, skansevagt og hvil. Den 28. februar kom min tipoldefars kompagni for første gang i kamp med fjenden under et patruljesammenstød ved Ragebøl Skov, hvor en mand blev såret.

Danske forposter i Sundeved

Kampen 17. marts

Beslutningen om at rømme Dannevirke havde kostet General de Meza posten som overgeneral og han var blevet afløst på posten af general Gerlach d. 28 februar. Om morgenen d. 17. marts foretog general Gerlach en slags "skinoffensiv"på forpostliniens nordlige del, for at tilfredsstille krigsministerens krav om et udfald mod de preussiske styrker i Sundeved. Fra preussisk side havde man også offensive planer den dag og et modangreb blev sat ind, som over hele linien drev de danske forposter tilbage. 
I reglen optrådte de danske tropper beslutsomt overfor fjenden, men 7. regiment, som aldrig havde været i kamp før, flygtede i panik fra forpostliniens sydlige del omkring Dybbøl by ved den mindste fjendtlige beskydning. De foregående dage havde der ligeledes været skærdmysler ved forpostlinien, som var endt med fjenden havde trukket sig tilbage igen og sådan regnede Gerlach også med det ville gå denne dag. 7. regiment blev nu kommanderet frem for at genbesætte forpostlinien og for en sikkerheds skyld blev min tipoldefars battaillon sendt frem for at understøtte det upålidelige regiment.
Der var imidlertid stadig preussiske styrker i Dybbøl By, som styrken med min tipoldefar blev beordret til at angribe. Regimentschefen, Oberst Hveberg, faldt i kampens begyndelse.

Dybbøl kirke, som min oldefars kompagni var ved at generobre.

Mit eget maleri af kampen i Dybbøl by. Se maleriet i større format .		 Fra kompagnichefen Premierløjtnant N. P. Jensens fægtningsrapport :

 "Fremrykningen skete livligt, skjønt Fjenden straks beskjød os fra de nærmeste Huse, og lettedes især ved, at Reserven rykkede frem til Bajonetangreb. Fjenden Kastedes nu fra Huus til Huus, dog under tapper Modstand, og trak sig under Retraiten mere og mere i Retning af Dybbøl Kirke. "
Imidlertid skabte 7. regiments manglende kampvilje igen problemer:

Fjenden trængtes rask tilbage, men savnet af Reserve var meget Følelig, da man derved berøvedes en Leilighed til at berede ham større Tab. Først ved Veien, der fra Dybbøl fører til Pythusene, stødte en Afdeling ad 7de Regiment under Premierlieutnant Gersdorf til [...]

Der opstod en farlig situation, da større fjendtlige styrker nåede frem til slagmarken:

"[...] da Fjenden modtog betydelige Forstærkninger, der kommende fra Kirken, rykkede ned og kastede 4de Compagnies Reserve, kom 3die Compagni til at staa isoleret, især ved at Fjenden samtidig med at angribe Fronten med Betydelig Overmagt trængte forbi Compagniets venstre Flanke. For at undgaae Afskjærelse blev der derfor ikke andet tilbage end at retirere [...]"

Således kunne hele min tipoldefars kompagni altså være blevet afskåret og have lidt endnu større tab. Kompagniet mistede 7 døde, 17 sårede og 17 fangne, hvoraf to var sårede. Kampen kunne have fået fatale følger for mig, eftersom Sankt Peder først fik Aage Wadskjær (hans 4. barn), der videreførte min del familien, som 43-årig i 1883. 

Resten af kampen foretog andre danske enheder nogle forgæves modangreb på Dybbøl By, hvor de blev udsat for den voldsomme ild fra de preussiske tændnålsgeværer og led store tab. På den nordlige front havde de danske styrker held til kaste fjenden tilbage, men det genvundne terræn måtte efterlades igen, fordi resten af forpostområdet var fjendens hænder. Kampen var sympotomatisk for Gelachs ledelse af hæren. Gerlach stod med overlegne styrker i Dybbølstillingen i forhold til de preussiske tropper, der havde fordrevet de danske forposter. I stedet for at indsætte et massivt modangreb blev de danske styrker sendt frem kompagni- og bataillonsvis uden koordinering, således eventuelle fordele ikke kunne udnyttes pga. utilstrækkelige reserver og preussernes ild kunne koncentreres på små danske troppenheder. 

På trods af kampens uheldige udfald var der rosende ord til regimentets indsats både fra venner og fjender. Her fra en tysk deltager i kampen:

"Vore [...] udfægtede en Kamp, som hvad Forbitrelse og Hæftighed angaar, næppe finder sin Lige. Med ægte dansk Haardnakkethed og sandt Bersærkerraseri forsvarede de Danske hver en Bygning til det yderste, og det kom ofte til Nærkamp. De Danske var ældre og Højere Folk end vore, i Legemkraft vore overlegne. De slog helst med Kolben, og hvor de slog, voksede der ingen Græs længere".

Tabet af forpostterrænet var alvorligt, fordi preusserne nu kunne komme tættere på Dybbøl med deres belejringsartilleri. 


Under Belejringen

D. 19. marts blev infanterireserven opløst og 8. og 15. regiment dannede i stedet 5. brigade. Næste gang regimentet var på skansevagt d. 28. marts var det igen tæt på at komme i kamp. En menig fra regimentets 4. kompagni beretter :
"Den 28d anden Paaskemorgen kl. 3 begyndte Geværene og Kanonerne Igjen at larme og vi maate nu afsted uden at tænke paa at det var Helligdag. Vi løb nu stærkt frem til Skandsen Nr. 2, hvor Ilden var haardest; men fik Ordre til at holde os bagved som Reserve: Fjenderne maate Igjen trække dem tilbage, den Dag misted vi kun 1 mand skjøndt Kuglernes Piben var vor Morgensang. Da nu alting blev Rolig, kom vi omsider tilbage igjen til Barakkerne, og nu gik det løs med at koge Suppe og Ærter til Midag." 

Kampen d. 28. marts har jeg skildret på et maleri.

Ingen kaffe

Den 29. marts stod 3. kompagni i løbegravene foran Dybbølstillingen. Her var det hele ved at blive for meget for kompagnichefen:
En stor ulempe havde løbegravene, og den var, at det var forbudt at have ild eller lys, så at det var umuligt at skaffe mandskabet en varm drik. Da jeg op på formiddagen havde fået min frokost, beklagede jeg til min officersoppasser Jens, at jeg ikke som sædvaneligt havde fået min kaffe.


Til N. P. Jensens store bekymring blev Jens lidt senere meldt savnet. Dybbøl Mølle var netop under hård beskydning og N. P. Jensen havde mistanke om at Jens var gået derop, for at skaffe kaffe:

Pludselig såes Jens på vejen med kaffekanden i hånden og den var omviklet hans lyseblå feltkappe for at holdes varm. Da han kom til mig havde jeg forberedt en tordentale. Men Jens afvæbnede mig fuldstændigt ved at sige med glædestrålende ansigt: 'Det var svært for granaterne fløj gennem møllen, men her er løjnantens kaffe'. Jeg skammer mig ikke ved at fortælle at jeg fik tårer i øjnene.

Sankt Peder bliver syg

Da regimentets skansevagt var forbi om aftenen d. 31. marts, var det sidste gang min tipoldefar var i nærheden af fjenden som soldat. Den menige fra 4. kompagni fortæller:

"Den 31. om Aftenen blev vi afløst og maserede ind paa Als til en Herregaard, hvortil vi havde 1½ Mil. Her laa vi nu til den 4. April og sov Natteleie. Imellem 200 røde Køer".

D. 3. april blev min tipoldefar ifølge kompagniets rapportbog overført til lazarettet. Da kompagniet var uden for rækkevidie af fjendens kanoner var han højst sandsynligt ikke såret, men måske blevet syg af den anstrengende skansevagt. 5. april blev han hjemsendt.

Sådan tilbragte min tipoldefar de sidste dage af sin militærtjeneste inden han blev syg og derefter hjemsendt

8. regiment deltog ikke i Dybbølslaget og kom heller ikke i kamp i krigens anden fase efter våbenhvilen, hvor det stod på Fyn.


Broderen i Livgarden

Da jeg var på rigsarkivet for at finde min tipoldefars ansøgning (se hans ansøgning ) om erindringsmedaljen fandt jeg ud af at han ligeledes havde en lillebror, Anders Petersen Wadskjær (se hans ansøgning) , som også deltog i krigen, nemlig i livgarden. Søren og Anders kan have haft mulighed for at træffe hinanden, da livgarden fra begyndelsen af marts var stationeret i Sønderborg.  Om livgardens indsats i krigen læs her.
Søren Pedersen Wadskjær var den længst overlevende medlem af veteranforeningen "de danske våbenbrødre Fuur", hvis fane er i Fur Museums varetægt. 

Kilder:
Dagbog fra 05 MAR 1864 til 14 AUG 1864, Jens Petersen af Svolbæk, Odder sogn
Dybbøl 1864, udgivet af Generalstaben, Kbh. 1942.
Premierløjtnant N. P. Jensen, Fægtningsrapport for 8. regiment, 2. bataillon, 3. kompagni over fægtningen 17. marts, barakkerne paa Dybbølbjerg 18. marts 1864
Oberst N. P. Jensen, Livserindringer 1 1830-1867, København 1915.
Georg Petersen, 8. bataillons Historie, Viborg 1942.
8. regiments musikkorps


Til forsiden