Et grundlæggende problem for debattørerne var manglen på krige. Den sidste større konflikt havde været den fransk-tyske krig i 1870-71, og erfaringerne fra dengang kunne vise sig at være uanvendelige på grund af teknologiens hurtige udvikling.

Humane våben

I 1891 skrev overlæge H. Laub en lang artikel i "Militært Tidsskrift", hvor han blandt andet prøvede at forestille sig, hvordan den militære sanitetstjeneste skulle organiseres i regulær krig. Overlægen så både den teknologiske udvikling som en ven og en fjende. Han var pessimistisk, fordi våbnenes rækkevidde og større skudhastighed efter hans mening ville gøre det risikabelt at opstille en ambulance tæt ved "fægtningslinien", som han omtalte kamppladsen. Med ambulance forstod man ikke i militære kredse dengang et køretøj med en sirene, men derimod en hel institution - på tysk et sanitetsdetachement - som bestod af sygetransportvogne, bårer samt op til flere hundrede mand - læger, sygepassere, sygebærere osv. Til gengæld var der, ifølge Laub, også gode sider ved de nye våben, som på lang afstand på grund af projektilernes mindre størrelse ville ryge lige igennem soldaterne og dermed efterlade ukomplicerede sår, som var nemmere at behandle. Laub havde også store forventninger til de nye antiseptiske eller sterile forbindinger, der ville kunne forhindre betændelse i en stor del af soldaternes sår, hvilket i tidligere krige havde været et stort problem.

Ambulance i baggrunden

Overlæge H. Laub foreslog en ordning, hvor en stor del af sanitetspersonellet gik med afdelingerne i kamp og straks forbandt de sårede. Med de forbedrede forbindinger regnede overlægen med, at de sårede kunne klare sig længere tid uden yderligere behandling. De kunne evakueres af sygebærere på tohjulede bårer. Ambulancen, hvor den mere omfattende behandling skulle finde sted, kunne foregå flere kilometer fra fronten uden for fjendtlige kanoners rækkevidde, eller når kampen var ebbet ud.

En hovedforbindingsplads

Overlægens ideer fik ikke lov at stå uimodsagt længe. I et senere nummer af "Militært Tidsskrift" i 1891 så den senere general, kaptajn A. Kühnel, med kritiske taktiske briller på overlæge H. Laubs indlæg. Kühnel beskyldte Laub for at have overvurderet skydevåbnenes virkning på lange afstande. For nok var skydevåbnenes og artilleriets absolutte skudvidde blevet forøget meget, men den afstand, hvor der var en vis træfsikkerhed var ikke blevet så meget større siden den fransk-tyske krig. Samtidig tvivlede han på, at det var klogt, at sende for meget sanitetspersonel ud i forreste linie, for hvis det pludselig væltede ind med sårede på grund af særlige heftige kampe, var det vigtigt at kunne indsætte reserver. Kühnel gik ind for den ordning, som tyskerne havde anvendt i den fransk-tyske krig, hvor ambulancer blev opstillet på en hovedforbindingsplads ikke langt fra kampens hede. Her blev de sårede samlet, fik den første behandling og blev derpå sendt længere tilbage til lazarettet.

Håndbogen fra 1910

Kaptajn Kühnell undgik at kommentere Laubs forhåbninger om de antiseptiske forbindinger, men de blev senere kritiseret af nogle af hans kolleger, som ikke mente man kunne lægge sikre sterile forbindinger helt ude ved frontlinien. Samtidig påpegede de, at det kun ville blive en lille del af skudsårene fra de nye skydevåben, der ville være nemme at behandle. Derfor var det ikke overraskende, at det blev Kühnells synspunkter, som gik af med sejren. I "Haandbog i Sundhedstjenesten ved den danske hær under krig" fra 1910 blev sanitetstjenesten organiseret med en hovedforbindingsplads, som Kühnell gik ind for. Men ak! I den militære verden får man ikke lov at hvile på laurbærerne alt for længe. Første Verdenskrig viste, at hærene havde alt for lidt sundhedspersonel og sanitetstjenesten måtte omorganiseres på ny.

swn

Tilbage til artikelmenuen