Det lange sekund
Det danske flyvevåben leverede pilot og F-16 fly, da en ny
version af AMRAAM luft-til-luft missilet blev prøveaffyret i
det nordlige Sverige. Den amerikanske producent Raytheon var meget tilfreds
med prøveskydningen, som blev foretaget af kaptajn i flyvevåbnet
Casper B. Nielsen.
Raytheon, som producerer AIM-120C-5 AMRAAM (Advanced Medium Range Air-to-Air
Missile) flyttede prøveskydningen til Europa, fordi det amerikanske
flyvevåben har aflyst flere tests af missilet. Det er krigen mod
terror, som har skubbet testaffyringen ned på det amerikanske
flyvevåbens prioriteringsliste. Raytheon begyndte derfor at se
sig om efter en alternativ løsning.

AMRAAM missilet var til "FMS" - Foreign Military Sale, hvilket betyder
at det ikke er beregnet til amerikanske forsvar, men til salg for venligtsindede
lande.
Gode svenske faciliteter
Sagsbehandleren på AMRAAM i Flyvemateriekommandoen, major Flemming
Larsen, fortæller, hvordan det neutrale Sverige pludselig blev
interessant for Raytheon: "Svenskerne har qua deres neutralitet altid
selv stået for tests. De har et fortrinligt testafskydningsområde
oppe i Norrbotten. De har markedsført deres testafskydningsområde
blandt andet overfor Raytheon". De amerikanske militærmyndigheder
godkendte, at affyringen kunne foregå i Sverige.
Danmark vandt lodtrækningen
Desuden var der grønt lys for, at et fly fra et venligtsindet
land kunne få lov at affyre missilet. Tilbuddet fra Raytheon var
vanskeligt at sige nej til, fordi de betalte for leje af testområdet
og leverede missilet. Flere lande, blandt andet Danmark, var interesserede,
så det måtte afgøres med lodtrækning, hvem
der skulle skyde: "Flyvertaktisk Kommando og Flyvematerielkommandoen
blev enige om, at det var en kærkommen lejlighed til at skyde
for en billigere penge end, når vi selv skal arrangere det hele.
Lodtrækningen fandt sted den 8. februar og Danmark kom op af hatten,
sådan at vi skulle skyde med F-16". Major Flemming Larsen understreger
dog, at Danmark ikke har planer om at anskaffe det AMRAAM-missil, som
blev testet. Danske F-16 fly er udrustede med en tidligere version af
AMRAAM missilet.
Testpiloten
Der var ingen tvivl om, at kaptajn Casper B. Nielsen med flyvernavnet
PEL fra Flyvestation Skydstrup - den mest erfarne F-16 testpilot i det
danske flyvevåben - skulle trykke på FIRE knappen i Sverige.
At være testpilot kræver, at man meget nøje er i
stand til at følge de instrukser, som man får på
forhånd. Fx skulle PEL i Sverige flyve i et bestemt mønster
i luften, for at Raytheon kunne få de beregninger, som de ville
have ud af testen.
Under tidspres
PEL fik kun ganske kort tid til at prøveflyve den runde, flyet
skulle følge i testområdet. En truende vejrudsigt tvang
Raytheon til at fremskynde prøveaffyringen af det fire millioner
kroner dyre missil. PEL er kun den anden pilot i det danske flyvevåben,
som har affyret et AMRAAM missil: "PEL fortalte, at det var utrolig
anderledes, end han havde forestillet sig. Fra det øjeblik man
trykker på knappen, og indtil missilet flyver, går der omkring
et sekund. Der en hel masse ting, som skal på plads i missilet,
før den begynder at flyve. PEL nåede at tænke: 'JA,
det virker. Der skete ikke noget. NEJ, det virker ikke'. Det sekund,
inden missilet går af, føles meget langt og den fornemmelse
skal man prøve", fortalte Flemming Larsen, som overværede
affyringen fra kontrolrummet i testcenteret. I en skarp situation, hvor
der er fjendtlige fly på vingerne, er det utrolig vigtigt, at
piloten kender det lange sekund, så han ikke går i panik.
Missilet ramte målet, som var en fem meter lang drone. Det lykkedes
også at finde missilet igen. Det indeholder en masse oplysninger
om testens forløb, som Raytheon skal have med til USA for at
tjekke, om missilet opførte sig som forudset. Amerikanerne roste
PEL og de andre 13 danskere, som havde deltaget for deres gå-på-mod.
Ifølge major Flemming Larsen har den vellykkede test skabt meget
positiv omtale af det danske flyvevåben og kan måske bane
vej for flere tests i fremtiden.

F-16 med AMRAAM missilet. AIM-120C-5 AMRAAM er et mellem distancemissil
med en rækkevidde på 100 km.
swn
Tilbage til artikelmenuen
|