Nødråb fra Apostelens Tommelfinger

I sommeren 1971 i Sydgrønland brækkede en fransk bjergbestiger benet under nedstigning fra det 2190 meter høje fjeld "Apostelens Tommelfinger". Det danske politi og Søværnet satte en vellykket men risikabel redningsaktion i gang.

Den franske ekspedition var på seksten deltagere. Selv om det var barske og veltrænede folk, er der flere ting, som tyder på, at deres planlægning af ekspeditionen havde været mangelfuld. De havde fx ikke medbragt mellembølge radioudstyr, men kun kortbølge, så de kunne kommunikere med hinanden på korte afstande. Derfor kunne ekspeditionen ikke umiddelbart kalde på hjælp den 2. august, da bjergbestigeren Jacques Alery brækkede benet efter styrt i 2000 meters højde. Først den 7. august nåede nogle af ekspeditionsdeltagerne frem til Tasiussag, hvor de telefonerede om hjælp til politiet.

Politiet bliver kontaktet

Det var overbetjent Kai Hansen på politistationen i Nanortalik, som modtog opkaldet fra franskmændene. Han dannede sig hurtigt et overblik over hvilke muligheder, der fandtes, for at undsætte franskmændene. To af dem måtte imidlertid hurtigt udelukkes. Politikutteren "Kimik" kunne ikke nå frem i tide, da den befandt sig for langt fra ulykkesstedet og passagerhelikopteren fra Grønlands fly kunne ikke lande på den ujævne højslette, hvor Jacques Alery befandt sig. Nu var det op til Grønlands Kommando, som Kai Hansen også havde kontaktet.

Mobil landningsplads

Grønlands Kommando rådede over en fransk Alouette M-388 helikopter, som var ombord på inspektionskibet "Ingolf", som lå i Godthåb. Umiddelbart forestillede ledelsen sig at Alouetten alene skulle foretage redningsaktionen, men skibschefen - Orlogskaptajn J. P. Bonde Petersen - ville det anderledes. Han vidste, at Alouetten var sårbar på grund af sin korte rækkevidde og sejlede derfor for fuld kraft sydpå, for at komme så tæt på ulykkesstedet som muligt med skibet. Fra ledelsens side tænkte man kun i faste landingspladser, mens skibschefen kunne se fordelen i en mobil landningsplads som inspektionsskibet.

Dristig flyvning

Den 9. august var "Ingolf" nået frem til Kangikitsoq fjorden tæt på Grønlands sydspids og nu var bjergsbestigerne, som befandt sig ved Lindenowfjorden, indenfor Alouette helikopterens rækkevidde. Den foretog to flyvninger over den grønlandske højderyg, som bød på skiftende og uforudsigelige vejrforhold. Under den første flyvning, hvor Jacques Alery kom om bord på helikopteren, var den mest kritiske situation, at helikopteren var ved at skride nedad på højsletten, hvor besætningen bjergede den ilde tilredte franskmand. Besætningen og franskmanden nåede tilbage på "Ingolf" uden problemer, men de havde aftalt at flyve forsyninger til ekspedition og hente yderligere to bjergbestigere, som var kommet til skade under et forsøg på at hjælpe Jacques Alery. Den anden flyvning blev lige lovligt spændende for besætningen, og i særdeleshed for Kasper Palle Hansen, den dengang ret uerfarne 2. pilot, som var kommet med for at øve sig. For det første blev de på grund af tæt skydække nødt til at gå over den højde, som militærets manual for Alouetten tillod. På hjemturen kom helikopteren over nogle gletcherspalter, der påvirkede luftens bæreevne, sådan at helikopteren begyndte at synke selv om den kørte på maksimal rotorhastighed. Det lykkedes dog kort efter at lande på "Ingolf". Begge flyvninger havde varet en god time.

Alle overlevede redningsaktionen, som kunne være blevet ligeså fatal for redningsfolkene, som for Jacques Alery . Han er nu 56 år og får somme tider ondt i benet under vejrskifte, hvilket må være meget praktisk for en bjergbestiger. Der kommer snart uddybende beskrivelse af redningsaktionen i tidsskrift for søvæsen.

swn

Tilbage til artikelmenuen