|
|
Anmeldelse af "10 år på Balkan" i WeekendavisenDanmark til Bosporus - af Anne KnudsenSiden 1992 har 24.300 danske militærfolk, 750 danske politifolk, 320 danske EF/EU observatører, 44 danske OSCE-observatører og 200 danskere fra Beredskabskorpset gjort tjeneste på Balkan. Syv er blevet dræbt; fire fra Forsvaret, to fra beredskabskorpset, og én observatør. Flere hundrede tusinde danskere har altså i deres personlige bekendtskabskreds eller i deres familie en eller flere balkan-veteraner. Dertil kommer et betydeligt antal flygtninge fra eks-jugoslavien, som i dag bor i Danmark og har danske kolleger, naboer og venner. Kendskabet til forholdene på Balkan er vidt udbredt gennem uformelle kanaler. Den almindelige dansker er heller ikke i tvivl om, at der har været brug for den danske indsats i Kroatien, Bosnien, Kosovo og Makedonien, selv om mange er skeptiske ved tanken om til evige tider at sende unge danske mænd til Europas modsatte hjørne for at forsvare beboerne mod hverandre. Danskernes militære tradition har i flere århundreder koncentreret sig om forsvaret af Danmarks territorium. Og Balkan er unægteligt noget andet.Spørgsmålet om, hvad vi dog foretager os på Balkan, kan imidlertid også stilles som et praktisk spørgsmål, og på dét har vi betydeligt færre svar end på det politiske spørgsmål, hvorfor vi i det hele taget bekymrer os om krige og borgerkrige andre steder i Europa. Hvilke formål har missionerne haft? Og hvordan løste de danske soldater, observatører og beredskabsfolk dem egentligt? Vi hører - og tror gerne - at de gør det godt, men hvad er det, de gør? I anledning af tiåret for den første danske udsendelse med UNPROFOR til Kroatien - Danbat, danske bataljon - har Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste - udsendt en lille bog, der omhyggeligt gennemgår situationerne, missionerne og de mange mystiske forkortelser, og som klart og forståeligt beskriver, hvad der egentligt gik for sig. Bogen kommer på et tørt sted; det er den første samlede frem stilling af historien, som man ellers skal rode igennem avisarkiverne for selv at stykke sammen. Balkan er mineret område på mere end én måde, og man må holde tungen lige munden, når man beskriver konflikterne. Det skiller bogen sig fortræffeligt fra. Og så får vi den uhyggelige historie om danskerne i sektor nord, Serbisk Krajina, hvor de i 1995 holdt den sidste af de serbisk-befolkede kroatiske sektorer, og hvor det første danske dødsoffer faldt for kroatiske våben. Det var igennem tre år - fra 1992-95 - lykkedes for FN-styrkerne at forhindre borgerkrig mellem kroaterne og det serbiske mindretal, men til slut nedkæmpede de kroatiske styrker krajina-serberne og underlagde sig også sektor nord, det gav derfor ikke længere mening at opretholde FN-styrken i området. Til gengæld stod krigen i Bosnien-Herzegovina i lys lue, og danskerne var også med her. Det var under beskyttelsen af den "sikre zone" i Tuzla, at den danske kampvogneskadron under NORDBAT II (den dansk-norsk-svenske bataljon) kom i kamp. Den 29. april 1994 indløb der en medelelse om , at en svensk-norsk bemandet FN-observationspost var under voldsom beskydning fra bosniske serbere. De danske leopardkampvogne kørte til undsætning og var i hidsig ildkamp med de bosnisk-serbiske styrker; danskerne affyrrede i alt 72 granater, hvoraf den sidste ramte et ammunitionsdepot, der eksploderede og dræbte adskillige serbere. Formentligt var danskernes beslutsomme reaktion den væsentligste grund til, at Tuzla undgik de rædsler, der ramte de "sikre zoner" som Srebenica og Zepa. Men danskerne har ikke kun gjort sig bemærket på Balkan ved faktisk at bruge deres våben til at sikre, at opgaverne blev løst. Under SFORs aktiviteter i Bosnien-Hercegovina fra 1996 var danskerne en del af NPBG, Nordic-Polish Battlegroup, og det var i dette regi, Cimic-arbejdet begyndte. Civilian Military Coperation var et initiativ, der skulle bidrage til den civile genopbygning af det krigshærgede land. NPBG samarbejdede med lokale talsmænd og med NGOer og hjalp med at få genopbygget nogle af de strukturer, der var blevet ødelagt, og at kanalisere hjælp derhen, hvor den behøvedes, men, som bogen diplomatisk udtrykker det: "Cimic-arbejdet kræver dog også, at soldaterne er påpaselige, for i noglelokales øjne er en CIMIC-patrulje en omvandrende pengemaskine, og folk er ikke altid ærlige, når de fortæller om deres nød". I øjeblikket er der en betydelig dansk styrke i Kosovo med KFOR. Her har opbygningen af det civile liv antaget nye dimensioner. DANCON/KFOR i Mitrovica beskytter udsendte bl.a. dansk politi, der står for kriminalitetsbekæmpelsen. Da man gjorde tallene op for 2000, havde man behandlet 34 mord og 46 mordforsøg foruden brandstiftelse, voldtægt og diverse mafiaforbrydelser - ialt 3.897 kriminalsager. Makedonien, hvor 40 danskere for tiden deltager i operation Amber Fox, frembyder et særligt problem; der håber man, at borgerkrigen ikke vil bryde ud for alvor, og beskyttelsen af observatørerne fra EU og OSCE er den vigtigste opgave. Mandatet omfater altså kun selvforsvar og forsvar af observatører. Vi må håbe, der aldrig bliver brug for mere. |
| Forside Artikler Til toppen |
