Seks af de 32 bomber, som de engelske Mosquito bombemaskiner kastede røg nemlig i havnen mellem Langebro og Knippelsbro. Det blev en opgave for dykkere fra søværnets ubådssektion at lokalisere bomberne i havnen, så de kunne blive uskadeliggjort af søværnets minørtjeneste.

Farlige bomber

De fleste af de engelske bomber var tidsindstillede GP - "General Purpose" - 500 punds bomber og selv om bombernes tændingsmekanisme viste sig at virke dårligt, var de stadig farlige sålænge de ikke var detoneret. Det var med stor forsigtighed, at dykkere fra ubådssektionen under ledelse af kaptajnløjtnant E. Wern, begyndte eftersøgningen i havnen den 27. februar 1943. Dykkerne kom slet ikke i berøring med bunden af havnen, men lå på en platform under en wirestyret båd. Det tog tre dage at finde de første tre bomber, der, som forventet, alle var tidsindstillede GP bomber, som skulle bortsprænges. Dykkerne spændte en wire fast på bomberne, så de var klar til at blive slæbt væk. De sidste tre bomber, som dykkerne lokaliserede den 3. marts, var til gengæld ufarlige. Eftersøgningen havde omfattet 15 dykninger á to timers varighed.

Den sidste rejse

Nu var det op til søværnets minørtjeneste at bortsprænge de tre tidsindstillede bomber. Til det formål blev der fundet et velegnet øde område syd for Islands Brygge i Sydhavnen. Bomberne blev fragtet til Sydhavnen under store sikkerhedsforanstaltninger. Wiren som bomben var fastspændt til blev sat på en lastbil på land, der med stor forsigtighed trak bomben op på en tømmerflåde, som minørtjenesten havde lånt af havnevæsenet. Tømmerflåden med bomben blev med wirer koblet til to minekabelbåde foran og bagved tømmerflåden, som skulle trække den til Sydhavnen. Under den første sejlads opstod der, ifølge Søartilleriets rapport, problemer: "Under den første del af slæbningen sprang wiren til Minekabelbåd 1 (den bagerste af bådene, red.) umiddelbart nord for Langebro, således at der blev vanskeligheder ved at holde styr på flåden. Da der var mulighed for, at flåden kunne tørne ind i Langebro gik lederen af arbejdet ombord på flåden for med en bådshage at holde den fri af broen. Kort efter passagen af Langebro var der atter fastgjort slæber mellem tømmerflåden og minekabelbåd 1". Fragten af de sidste to bomber forløb uden vanskeligheder.

Datidens rullemarie

Fra tømmerflåden blev bomberne med et kabel trukket op i en sprængningsgrav, som minørtjenesten have indrettet. Bombeuskadeliggørelsesholdet skulle afprøve en ny metode til at bortsprænge bomber med, nemlig en elektrisk fjernstyret boremaskine, som borede hul gennem bombelegemet ind til bombens sprængstof. I de borede huller blev der anbragt tændpatroner. Forsøgene med den fjernstyrede boremaskine blev bagefter betegnet som lovende, selv om bomberne detonerede for kraftigt til de målinger, som søartilleriet havde planlagt. Det lykkedes også ved direktøren for søartilleriet, Heibergs, personlige indgriben at skrue brandrøret ud af den ene bombe, hvilket gav mulighed for at undersøge bombens sprængningsmekanisme nærmere.

Fagligt efterspil

Marineministeriet udbetalte en ekstra dusør på 744 kr.,- til dykkerne, som havde fundet bomberne. Det var imidlertid en kontroversiel gestus og snart modtog marineministeriet et harmdirrende brev fra Artilleriskydeskolen, som mente at dets elever var blevet uretfærdigt behandlet. Skolens personel havde deltaget i desarmeringen af bomber på land "hvis hviletid var uoverstået" og dermed ligeså farlige, som de bomber dykkerne havde fundet. Artilleriskydeskolens anmodning om dusører til deres sprængningskommando var tidligere blevet afvist af krigsministeriet efter at have konsulteret marineministeriet. Nu blev kravet om dusører på i alt 225 kr.,- til de to officianter og på i alt 900 kr. til de 36 menige, som havde fjernet bomberne, fremsat igen.

swn

Tilbage til artikelmenuen