Bygninger i mange vinkler

I anledning af sit 50 års jubilæum har forsvarets bygningstjeneste udgivet jubilæumsskriftet "Forsvaret i byggeriet - byggeriet i forsvaret".

Det flot illustrerede værk er en slags antologi, hvor forskellige forfattere bidrager med større og mindre bidder af Forsvarets Bygningstjenestes historie. Bogen indeholder meget faktuelle oversigter over de mange byggerier, som bygningstjenesten har været involveret i, der er et rent billedafsnit med kunst opført ved forsvarets bygninger og endelig en række beskrivelser med specielle aspekter af institutionens virke. For den arkitekt- og bygningsinteresserede vil hele værket være interessant, mens man som bygningsfaglig lægmand kan blive lidt forpustet over de mange mursten. Næstveds borgmester gennem 14 år, Henning Jensen, har skrevet et udmærket afsnit, som kunne have fået overskriften "livet fortsætter, selv om garnisonen forsvinder". Her vil andre byer med lukningstruede kaserner kunne finde inspiration til, hvordan man kommer videre, når soldaterne er flyttet.

swn

Tilbage til artikelmenuen