I foredraget, som findes i Rigsarkivet, tager Vinding en runde i Europa og beskriver stormagternes eksperimenter med at bruge cykler i deres hære. Den store cykelsportsnation Frankrig var det første land med et decideret militært cykelreglement fra 1895. Vinding er ikke begejstret for reglementet, fordi det ikke åbner mulighed for en særlig militær cyklistuddannelse, men forudsætter, at de indkaldte soldater har de egenskaber, man har brug for.

Storbritannien var også godt med. Her var 6000 mand udstyret med cykler i 1899.

Et sted blev cyklen dog aldrig populær: "Det var imidlertid ikke overalt i England, at den fik så let indpas. Ved de skotske frivillig-bataljoner værgede man sig på det bestemteste imod at indføre cyklen, og det alene på grund af uniformsspørgsmålet. Intet kunne nemlig formå skotlænderen til at give afkald på sit skørt, den såkaldte "kilt", og at lade en soldat med skørter på bestige cyklen forbød æstetiske hensyn".

I det tyske militær blev cyklen først mødt med skepsis: "Grunden hertil må formentligt være, dels at det anses for umilitærisk at cykle, dels at de, der kæmpede for cyklens anvendelse, fejlagtigt hævdede, at cyklister kunne erstatte rytteriet, og endelig var det meget praktisk at lade andre lande foretage de første ret kostbare forsøg". Da tyskerne seriøst gik i gang med at indføre cykler i militæret, valgte de en anden vej end franskmændene. Cyklister fik en specialuddannelse som cykelordonnanser, hvilket gav fine resultater under de årlige manøvrer.

Cykler i 1864

P. H. Vinding var en varm fortaler for cykelordonnanser og for at understøtte sin argumentation, lavede han det tankeeksperiment, at danskerne havde haft cykelordonnanser i 1864. Under det katastrofale nederlag til preusserne under slaget om Als 29. juni 1864 blev det udslagsgivende, at de danske enheder kommunikerede for dårligt. Kun fire ud af ni ordonnanser, som blev sendt af sted for at orientere de danske enheder, om at preusserne var gået i land på det nordlige Als, nåede frem med deres meldinger, og en af dem gav fejlagtig beskrivelse af situationen. Havde man dog bare haft cykelordonnanser: "En cykelordonnans afsendt fra 4. regiment klokken 02.20 med en melding om fjendens overgang og styrke ville kunne tilbagelægge de seks kilometer, der var til hovedkvarteret i Ulkebøl, på tyve minutter. Den danske hovedstyrke kunne altså allerede klokken 02.40 have haft en nøjagtig melding om situationen".

I den danske hær havde siden 1892 til Vindings store glæde slået ind på tyskernes tilgang til cyklister i militæret. Hvert fodfolksregiment skulle have seks cyklister, der blev udtaget af de mest intelligente rekrutter, og som blev uddannet i kortlæsning, patrulje og ordonnanstjeneste. Vinding mente dog, at man burde gå videre og oprette deciderede cyklende afdelinger, så "cyklisterne måtte blive det, de burde være, nemlig hærens elitetropper".

Cyklens ilddåb

Mens cyklen altså hurtigt vandt indpas i ordonnanstjenesten i Danmark, varede det længe, inden der blev indført cyklistdelinger, der kunne anvendes taktisk. Rytteriet anså cyklen som en trussel og saboterede dens indførelse. Op til første verdenskrig opstod der en lang række af frivillige korps, som alle brugte cykler. Under øvelser med de frivillige korps fik man i hæren øjnene for cyklens muligheder, og der blev senere indført cykler i de såkaldte "afværgedelinger", som skulle bekæmpe fjendtlige panserkøretøjer. Det var netop disse enheder, som var de første til at modtage tyskerne den 9. april 1940 i Sønderjylland. Her gjorde de cyklende delinger ikke et alt for overbevisende indtryk. Nogle nåede ikke frem til de steder, hvor de skulle forsinke de tyske styrker, og ingen nåede efterfølgende tilbage igen, men blev alle omringet og taget til fange. Opgaven var dog også overordentlig vanskelig. Kun en motorcykeldeling slap efter kampe med tyskerne væk og tilsluttede sig de danske styrker i Haderslev.

swn

Tilbage til artikelmenuen