Vidste du at ...
... helikopter besætningen, som var med under redningsaktionen
ved Apostelens Tommelfinger den 9. august 1971, mødtes for nylig
på Egeskov slot. Her genså de deres gamle Alouette M 388
helikopter?
 Kaptajn Gerner
Thalsø-Madsen, Kommandørkaptajn Karsten Palle Hansen, Kai Hansen, Orlogskaptajn Per L. Nielsen foran Alouettehelikopteren.
Det var Orlogskaptajn Per L. Nielsen (helikopterens fartøjschef),
Kommandørkaptajn Karsten Palle Hansen (2. piloten), Kaptajn Gerner
Thalsø-Madsen (2. teknikeren) og Kai Hansen (overbetjenten fra
Nanortalik), som havde sat hinanden stævne ved Egeskov slots veteranbil
museum. Jeg og godsforvalteren, som overværede gensynet med helikopteren,
blev hurtigt klar over, at der ikke var tale om almindelige museumsgæster,
som betragter museumsgenstandene på afstand. Gæsterne fandt
hurtigt ind i rollerne fra dengang. Piloterne Per L. Nielsen med flyvernavnet
PEL og Karsten Palle Larsen med flyvernavnet KAS, skulle ind og sidde
i cockpittet. De påpegede, at der skulle sættes en rød
tråd på forruden af helikopteren, som dengang indikerede
om luften cirkulerede rundt om helikopteren på den rigtige måde.
Teknikeren fra Flyvevåbnet Gerner Thalsø-Madsen begyndte
at skille halepartiet af helikopteren ad, hvilket affødte nogle
nervøse bemærkninger fra godsforvalteren, om at de skulle
huske at sætte helikopteren sammen igen. Til sidst blev mannequindukken,
som sad i cockpittet, med besvær hevet ud. "En typisk pilot -
umulig at få ud af helikopteren", spøgte PEL, der havde
taget sin originale flyverhjelm fra redningsaktionen med, som mannequindukken
skulle have på hovedet.
 Mannequindukken bliver hevet ud af sine vante omgivelser
 Flyteknikeren Gerner demonstrerer Alouettens spinkle konstruktion
Et hul i historien
Efter den bevægede seance ved helikopteren så vi lysbilleder
fra redningsaktionen, hvor deltagerne havde haft et kamera med. De fortalte
om arbejdet med at skrive den historiske artikel om hændelsen,
der snart udkommer i tidsskrift for søvæsen. Arkivmaterialet
fra 1961-81, som omhandler Grønlands Kommando, er blevet ødelagt,
så derfor er det vigtigt at få afdækket begivenheder
fra perioden, mens der stadig er folk tilbage, som kan fortælle
om dem.
swn
Tilbage til artikelmenuen
|