Vidste du at .....

en broget håndfuld danske frivillige udgjorde en af den estiske frihedshærs stærkeste enheder. På rigsarkivet findes en dagbogsberetning, hvor man på tæt hold kan følge et dansk rekylgeværbevæbnet kompagnis sidste felttog ved den estisk-russiske grænse i 1919.

I efteråret 1918 pressede Storbritannien på, for at de nordiske lande skulle støtte de baltiske staters frihedskamp militært. Oprindeligt havde det nye russiske regime anerkendt landenes selvstændighed, men var efter Første Verdenskrigs afslutning kommet på andre tanker, og bolsjevikiske styrker invaderede nu landene.

Efter en del betænkningstid i den danske regering fik briterne lov at købe danske Madsen rekylgeværer til at bevæbne den estiske hær. Samtidig blev der på privat initiativ hvervet danske frivillige til "Dansk-Baltisk Auxiliær Corps" (DBAC). Omkring 200 mand nåede at komme af sted til Estland inden socialdemokratiet, som var den radikale regerings støtteparti, fik stoppet udsendelsen af yderligere frivillige. Involveringen i den russiske borgerkrig underminerede den danske neutralitetspolitik, og det medførte, at regeringen indførte en hårdere kurs overfor det frivillige initiativ.

Stødtropper

Det danske kompagnis stærke side var den rigelige bevæbning med rekylgeværer – i alt 24 – og det rigelige antal tidligere officerer og befalingsmænd fra den danske hær. Den svage side var de mange brodne kar, som blev optaget i korpset. Dette imødegik kompagnichef Kaptajn Borgelin med hård disciplin. Kompagniet blev anvendt som stødtropper, det vil sige at det var det første, som kom i berøring med fjenden under angreb. Dagbogsskribenten, Peter Romanus Jensen, beskriver her kompagniets nøglerolle: "Vor styrke svinder mistænkeligt ind, vi er maaske knap 60 kampdygtige, og vi er endda sat på venstre Fløj, det mest udsatte sted, under fremrykningen var vi altid i Spidsen, og under Tilbagetoget skulle vi altid dække Esterne i Ryggen".

Korpsets overlegenhed overfor rødgardisterne hang blandt andet sammen med modstandernes mangelfulde udrustning: "Det er dårlige Geværer, de bruger, de skyder somme tider 10-15 Skud, der ikke springer, men det er heldigvis til vor Fordel".

Degradering

I sensommeren 1919 var det kompagniets opgave at holde et vigtigt pas mellem to sumpe syd for søen "Pskov", fyrre kilometer inde i Rusland. Her havde en enkelt fejltagelse nær kostet kompagniet dyrt: "Korporalen, der førte Vognen med Ammunition, blev saa forvirret, da Angrebet kom, at han kørte bort i Galop. I tre Kvarter laa vi uden Ammunition til Rekylgeværerne. En anden Korporal fik fat på en Hest, og i galop fik han Ammunitionen tilbage. Havde de Røde fortsat deres angreb, havde vi været solgt. Korporalen blev samme dag degraderet af medlidenhed. Var han blevet stillet for en Krigsret, var han blevet skudt". Dette er et eksempel på den benhårde disciplin og selvjustits, som betegnede det danske kompagni.

Kamphandlingerne i de russiske sumpe var de hårdeste, korpset deltog i. Det havde blandt andet fem faldne og måtte for første gang gå på tilbagetog, fordi de estiske soldater gik i panik, da rødgardisterne benyttede et panserautomobil i kampen.

Sygdom og kedsomhed

Dysenterien opnåede, hvad rødgardisterne ikke magtede, nemlig at gøre korpset ukampdygtigt. Vores dagbogsskribent blev den første august overført til lazaret i Dorpat, det nuværende Tartu. Her nød han først de mere luksuriøse forhold bag fronten: "Aftensmad kl. 6½, den bestod af Spegesild og stuvede Kartofler, det smagte fortrinligt". Senere begyndte reservetilværelsen at kede ham: "Om aftenen gik mine kammerater på "Warnemünde" (danskernes foretrukne gå-i-byen-sted, red.), men jeg bliver hjemme, da jeg ikke er oplagt til at tage nogen steder. Jeg træt af det Ensformige Liv, man fører her i Dorpat, og haaber det snart faar Ende".

Det fik det. Kontrakten med den estiske regering udløb i slutningen af august. Estland sluttede fred med russerne den anden februar 1920 i Tartu. Peter Romanus Jensen vendte hjem og genoptog sit civile hverv som politibetjent i Vordingborg, men mange af de danske baltikum-frivillige blev hvervet til "Korps Paludan", som deltog i vestmagternes besættelse af havnene Murmansk og Arkhangelsk i det nordlige Rusland.

Link til netversion

Artiklen blev brugt i Projektøren, Luftværns-artilleri-foreningen, nummer 4, April 2002, 65. årgang.

swn

Tilbage til artikelmenuen