Bjergene er fjenden

Det er er det bjergrige terræn og det omskiftelige sydlandske vejr, der er det største faremoment for besætningerne til de tre danske Fennec-helikoptere, som er på vej til Makedonien.

Major Erik Aarestrup med flyvernavnet VAM, som er chef for operationssektionen ved Hærens Flyvertropper, tager sig tid til tale med FOVs udsendte, selv om der er nok at se til dagen før Fennec-helikopterne drager sydpå. På væggen i kontoret hænger et kort over Makedonien, hvor det tydeligt fremgår, hvorfor det er nødvendigt at flyve Task Force Fox's chef, den hollandske brigadegeneral de Jonge, rundt i en helikopter: "Helikoptere er et 'must' på grund af områdets beskaffenhed. Havde der været motorveje med den smule land, som Makedonien består af, havde det været muligt at køre, men der er meget dårligt terræn. De bruger helikopterne til at afkorte generalen eller VIPernes tid på landevejen", forklarer VAM.

En af de tre helikoptere, som skal til Makedonien, gøres klar til en sidste testflyvning ved Flyvestation Vandel.

Voldsomme vejrfænomener

For helikopterpiloter er vejret mere end et oplagt emne for smalltalk. Det er vigtigt for flyvesikkerheden at kende vejrsituationen: "Vores største fjende dernede er terrænet og vejret, når vi nærmer os efteråret. Det ved vi fra de tyske piloter, som har opereret der før os. Bjergene i sig selv er jo en fare på grund af metrologien. Der kan forekomme op- og nedadgående vinde og turbulens. Derfor er vi glade for, at vi starter ud i en godtvejrsperiode, hvor vi får mere og mere rutine til vi nærmer os dårligtvejrsperioden, som kommer fra efteråret. Specielt i Balkanområdet har man nogle hurtige vejrudviklinger med blandt andet tordenvejr. Når vi nærmer vinteren, så kan der forekomme underafkølet regn (issalg, red.), som er et kæmpeproblem. Det kan man slet ikke flyve i. Jeg var selv nede på 'fact finding' og der så vi en masse højspændingsledninger på tværs af bjergene og de er meget svære at se i dårligt vejr". Inden helikopterne for alvor går i gang med VIP-flyvningerne i Makedonien vil piloterne foretage øvelsesflyvninger, hvor faremomenter som højspændingsledninger bliver indtegnet på et kort. Til gengæld er der ifølge VAM ikke så meget at frygte fra indbyggerne i Makedonien: " Generelt er trusselvurderingen sat til middel af efterretningstjenesten. Når vi nærmer os valget vil der selvfølgelig være noget mere aktivitet i området. De skudrapporter, vi modtager, omtaler mest skydning på grund af festivitas og bryllupper".

Bjergflyvning i Norge

Det kommer ikke helt bag på Hærens Flyvetjeneste, at deres helikoptere nu skal operere i et bjergrigt område. Det har de forberedt sig på i årevis: "Lige siden 95-96 har vi sagsbehandlet internationale operationer sammen med HOK og Flyvematerielkommandoen for at se, hvilke tiltag, som skal foretages med hensyn til helikoptermodifikationer og missionsorienteret uddannelse. Vi har haft piloter igennem bjergflyvningsuddannelse i Norge. Vi har trænet nogle flyvetekniske ting, som er en forudsætning for at kunne flyve i et bjergområde med mindre man vil tage en utrolig stor risiko."

Der er monteret en beskyttelsesplade mod projektiler under kabinen i de tre helikoptere, som skal tilknyttes "Task Force Fox".

Rotation hver 3. måned

Missionen i Makedonien kommer til at vare enten til enten 26. oktober eller 26. december for folkene fra Hærens Flyvetjeneste. Det sidste tilfælde er akavet i forhold til Hærens Flyvetjenestes rotationscyklus på tre måneder: I forbindelse med vores planlægning af vedvarende udsendelser er vi kommet frem til, at en rotationscyklus på tre måneder er det mest forsvarlige. Fra Hærens Flyvetjeneste mener vi meget alvorligt, at vi skal sikre os, at folk hele tiden holder sig operative. Ligesom man i flyvevåbnet kører seks ugers rotation, fordi man ønsker at vedligeholde den operative status. Det gælder alt personel. Her har vi en mission, der maksimalt varer fire og en halv måned. Derfor ligger vi midt i en tre og en seks måneders mission. Vi har et praktisk problem, for der er kun seks mand, der er uddannet på bjergflyvning og vi kan ikke nå at uddanne resten. For at tilsikre os, at flyvesikkerheden er i top, så tager vi vores piloter hjem i forbindelse med orlov. Efter en ferie, får de lov til at øve sig i de taktiske discipliner, som man ikke kan øve i missionsområdet. Når de så er oppe på mærkerne, sender vi dem ned igen". Hærens Flyvetjeneste kører altså en løbende rotation over fire og en halv måned frem for at udskifte hele personellet efter tre måneder.

I lejr med amerikanerne

De udsendte fra Hærens Flyvetjeneste skal bo i en amerikansk lejr, hvor der er masser af faciliteter og vejrinformationer at trække på. Samtidig er det i nærheden af det danske NSE (National Support Element), som VAM roser for at være meget professionelle. På grund af de gode indkvarteringsforhold kan Hærens Flyvetjeneste, som har rigeligt med opgaver herhjemme i efteråret blandt andet støtte til politiet i forbindelse med EU-formandskabet, begrænse mandskabet på missionen til 25 mand. I Makedonien skal to helikoptere holdes klar til at flyve, mens den sidste er i reserve. Hærens Flyvetjeneste har sat 65 flyvetimer om ugen som det maksimale antal.

swn



Artiklen blev brugt i Flynyt, Nr. 5 oktober 2002.

Tilbage til artikelmenuen