Vidste du at..

værnepligten pålægges alle våbenføre danske mænd i Grundloven. Det vil altså kræve en grundlovsændring, hvis en befolkningsgruppe skal undtages fra værnepligten, eller hvis værnepligten skal afskaffes.

Grundlovens § 81 om værnepligten lyder således: "Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter nærmere bestemmelser, som loven foreskriver". Ordlyden er ikke blevet ændret siden 1849.

Generelt er der tale om en fleksibel paragraf. Udtrykket "nærmere bestemmelser" gør det muligt for lovgiverne til hver en tid selv at bestemme antallet af rekrutter. Definitionen på en "våbenfør mand" kan man ligeledes justere. Til gengæld kan man ikke komme udenom, at alle mænd på et tidspunkt skal på session, og at alle mænd skal deltage i lodtrækningen, uanset hvor få rekrutter man har brug for.

Princippet med alle mænds deltagelse blev dog ikke taget helt alvorligt i Grundlovens første år.

Stillingsvæsenet

I marts og april 1848, hvor enevælden blev afskaffet, og hvor det blev besluttet at vælge en grundlovgivende forsamling, befandt den danske befolkning sig i en national eufori uden sidestykke måske bortset fra befrielsen 5. maj 1945 og sejren i Europamesterskabet i fodbold i 1992. Det er det, man kalder "ånden fra '48". Man glemte alt om klasseskel, og alle dansksindede arbejdede frem mod det samme mål nemlig at forhindre Slesvig i at rive sig løs fra Kongeriget. Offerviljen var stor, og der var bred enighed om, at alle klasser skulle bidrage ligeligt med værnepligtige til krigen mod den slesvig-holstenske løsrivelsesbevægelse og deres tyske allierede. Siden 1788 havde det kun været bondestanden, som var pålagt værnepligt, mens borgerne i købstæderne var fritaget.

I efteråret 1848 var der valg til den grundlovgivende forsamling. Da den trådte sammen, var det blevet hverdag igen, og de priviligerede klasser var knap så ivrige efter at afskaffe deres særrettigheder. Inden Grundloven blev vedtaget, var der et voldsomt opgør i forsamlingen og offentligheden om værnepligtsloven. I landdistrikterne gik man ind for, at alle skulle indkaldes uden undtagelse, som man havde gjort, da krigen mod slesvig-holstenerne begyndte, mens man i byerne ville have fritagelsen for værnepligt tilbage. Det endte på ægte dansk manér med et kompromis. Værnepligten blev almen med nogle undtagelser. Præster og skolelærere blev fritaget, og man kunne mod betaling stille en stedfortræder - det såkaldte stillingsvæsen.

Grundlovsstridigt?

Værnepligtsloven blev vedtaget 12. februar 1849 fire måneder før Grundloven. For at folkestyret kunne have frihed til at indføre ordninger som stillingsvæsenet i værnepligtsloven, blev der lavet et tillæg til paragraffen om værnepligt i Grundloven: "efter bestemmelser som loven foreskriver". Bøndernes talsmand, J. A. Hansen, i Rigsforsamlingen kritiserede alligevel værnepligtsloven for at være grundlovsstridig. Der var en modsætning imellem, at Grundloven sagde, at "enhver" skulle bidrage til fædrelandets forsvar, mens værnepligtsloven indeholdt privilegier for bestemte erhverv og velbjærgede folk, der kunne købe sig fri.

Mange jurister vil give J. A. Hansen ret, for nok har lovgiverne mulighed for at "skrue op eller ned" for rekrutteringen, men tillægget åbner ikke op for, at man kan vedtage love, som direkte strider mod princippet om, at alle, som bliver udtrukket, og som er egnet til det, skal tage del i militærtjeneste. Eftertidens værnepligtslovgivning er også efterhånden kommet i overensstemmelse med Grundloven. I 1861 bortfaldt skolelæreres fritagelse fra værnepligten, i 1864 blev det forhadte stillingsvæsen afskaffet, og fra 1912 kunne præster heller ikke længere undslå sig fra session.

Der findes dog ikke kun eksempler på forsøg på at omgå den almindelige værnepligt. I Sverige har man fx diskuteret, om den ligefrem skulle udvides til også at omfatte kvinder, hvilket ikke blev til noget. I Danmark ville en udvidelse af værnepligten til at omfatte kvinder ligesom en afskaffelse medføre en grundlovsændring. Det er besværligt at ændre Grundloven. Det kræver, at det siddende folketing vedtager forslaget til en ny grundlov, at der bliver nyvalg og at det ny folketing ligeledes vedtager det. Endelig skal der være flertal for grundlovforslaget ved en folkeafstemning, hvor mere end 40 % af befolkningen deltager.

J. A. Hansen var bondestandens vigtigste fortaler i rigsforsamlingen. Han kritiserede ulighederne i værnepligtsloven fra 1849.

swn

Tilbage til artikelmenuen