Uerklærede aktiviteter

Det meste af IAEA’s inspektørernes arbejde består i at kontrollere, om medlemslandene giver korrekte oplysninger om deres berigede materiale. Hvordan er deres muligheder for at opdage ulovlige atomvåbenprogrammer?

I det meste af atomenergiagenturets levetid har det ifølge en ledende embedsmand i departementet for sikring og ikke-spredning ikke været inspektørernes opgave at lede efter skjult produktion af beriget uran: ”Vi antager, at stater, som vil forsøge at overtræde ikke-sprednings-traktaten, ville studere vores tilsynsprocedurer meget grundigt. Det gjorde irakerne. Det var nemt at snyde det gamle system, eftersom vores ret til at inspicere var meget begrænsede. De vidste, hvad vi måtte og ikke måtte. Stater som vil snyde, vil ikke erklære deres ulovlige aktiviteter, for hvis de gør det, ville vi finde ud af det før eller siden. Det ville være risikabelt at sige, at et anlæg var til civilt brug, men i virkeligheden var til militær produktion af beriget materiale”. Med tillægsprotokollen har inspektørerne ret til at undersøge rigtigheden af rygter om mistænkelige anlæg.

Små anlæg

Embedsmanden arbejder tæt sammen med inspektørerne og leverer teknisk støtte til deres arbejde. Hvis inspektørerne får mistanke om, at et land laver ulovlige aktiviteter, forsøger medarbejderne i IAEA at forestille sig, hvordan netop det land logisk ville forsøge at få atomvåben. Ifølge embedsmanden er der to svage punkter i et ulovligt atomvåbenprogram: ”Vi er meget opmærksomme på to typer af faciliteter. Den ene er bygninger, hvor berigelsesprocessen foregår. Civile bygninger, som foretager berigelse, ser bare ud som normale lagerbygninger i et industriområde. Den anden slags facilitet, som vi holder øje med, er de anlæg, hvor man kan udskille plutonium fra beriget uran. Det kræver en speciel indkapsling og særligt udstyr. Det kan ikke foregå i en normal bygning. Processen genererer en del gasser, som skal udledes på en eller anden måde gennem specielle filtre. Den slags anlæg tror vi, at vi har muligheder for at finde”. Før i tiden var anlæggene til produktion af atomvåben meget store, men i dag kan de desværre - set fra inspektørernes synspunkt  - gøres forholdsvis små.

Miljøprøver

En af inspektørernes nyere midler i kampen mod hemmelige aktiviteter er miljøprøver. Selv et meget indkapslet anlæg til atomvåbenproduktion vil efterlade nogle partikler af plutonium eller beriget uran i omgivelserne. Inspektørerne går normalt direkte efter at kontrollere bygninger, hvor der foregår bearbejdelse af nukleart materiale, og går ikke rundt og laver tilfældige miljøprøver. Miljøprøverne bruges til, at se om der er uoverensstemmelse mellem de oplysninger et lands myndigheder opgiver omkring deres beholdninger af beriget materiale og de radioaktive partikler, som findes i landets natur. Det kan være vanskeligt for en regering at forklare, hvorfor en inspektør har fundet partikler med meget beriget uran, når landet hævder kun at bruge atomkraft til civile formål. IAEA bruger også satelitfotos i deres arbejde. De overvåger fx anlæg, der er ved at blive bygget, eller kontrollerer om atomkraftværker, som er lukkede, forbliver ude af drift.

Sammensværgelse

En måde at skaffe sig atomvåben er ved selv at bygge de nødvendige anlæg. En anden strategi kunne være at modtage tilstrækkeligt med plutonium fra et andet land til at konstruere en bombe. Det er ikke et scenarie, som embedsmanden fra IAEA bryder sig om: ”Hvis flere regeringer samarbejdede, kunne man tage plutonium fra et land og lave en bombe i et andet land, som ikke har atomkraftværker. Det ville være vanskeligt for os. Mange af vores inspektionsmetoder bygger på, at lande med ulovlige aktiviteter handler på egen hånd. Alle kernevåbenstater har været beskyldt for sådanne aktiviteter. Vi er opmærksomme på problematikken, men vores tilsynssystem er ikke skruet sammen til at holde øje med det”. En overvågen befolkning vil dog let kunne spænde ben for den slags aktiviteter: ”I et frit land vil det være svært. I Tyskland siger de, at vi ikke behøver at lave inspektioner. Vi kan bare læse om det i avisen. Det er ikke den slags lande, som udfordrer vores system”. I mindre åbne samfund har agenturet også fået hjælp fra befolkningen. For nylig gjorde en iransk oppositionsgruppe inspektørerne opmærksomme på et uranforarbejdningsanlæg under konstruktion, som iranerne ikke havde fortalt agenturet om, hvorefter regeringen indrømmede, hvad anlægget skulle anvendes til.

Lavt beriget uran

Inspektørerne bruger mest energi på at kontrollere de typer af plutonium eller beriget uran, som inden for en kort tidshorisont vil kunne laves til atomvåben. For nylig er der kommet teorier frem om, at det vil være muligt at lave atombomber af uran, som er beriget helt ned til 5 %. Embedsmanden fra IAEA siger, at man godt ved, at lavt beriget uran også kan udgøre en fare. Der er meget tid at spare for et illegalt våbenprogram, hvis man i stedet for at begynde helt fra bunden af med naturlig uran, kan få fat i uran med en lille berigelsesprocent. IAEA inspicerer lavt beriget uran en gang om året. Embedsmanden mener, at denne kontrol er effektiv nok. Hvis inspektørerne opdager, at noget lavt beriget uran er forsvundet, vil det ikke være for sent, for det tager flere år at konvertere lavt beriget uran til plutonium.  Når sådanne rygter om nye metoder til atomvåbenproduktion kommer i omløb forelægger inspektørerne det for IAEA’s atomvåbenekspertpanel af 20 forskere fra de fem atomvåbennationer. På de kvartalsvise møder i ekspertpanelet diskuterer man hver gang, om man skal ændre tidsintervallet for inspektioner af de forskellige typer plutonium. Blandt inspektørerne har man tillid til, at ekspertpanelet vil foreslå en justering af inspektionsmønstret, hvis nye teknikker frembyder en ny trussel.

swn

Tilbage til artikelmenuen