I Aalborg har Samvirkende Menighedsplejer for nylig trukket sig ud af et projekt, som gik ud på at omdanne det gamle plejehjem Søster Kathinkas Hus til ældreboliger. Samvirkende Menighedsplejer, som deltog i plejehjemmets drift, havde vanskeligt ved at opfylde Aalborg kommunes krav om, at vedtægterne skulle udformes på en bestemt måde og om at vigtige beslutninger angående Søster Kathinkas hus' fremtid skulle tages efter snærende tidsfrister.

Sådanne samarbejdsvanskeligheder mellem kommuner og menighedsplejer omkring institutionsprojekter er ikke et ukendt fænomen for menighedsplejer i provinsen. I Århus har menighedsplejerne gentagne gange måttet skrinlægge institutionsplaner pga. samarbejdsvanskeligheder med kommunen eller andre instanser. Jeg kender til denne problematik, fordi jeg har anvendt forhandlingsprotokollen (1905-1997) fra Skt. Johannes sogns menighedspleje i Århus som kildemateriale i mit historiespeciale.

I Århus er menighedsplejernes diakonale arbejde i de sidste år slået ind på et andet spor end institutionsdrift nemlig på netværksarbejde for isolerede personer. Siden 1994 har de fleste af menighedsplejerne i Århus kommune samarbejdet om visse former for netværksarbejde i Folkekirkesamvirket Århus, som er slags en århusiansk udgave af Samvirkende Menighedsplejer.

                       1940'erne må ubetinget betegnes som Skt. Johannes sogns menighedsplejes glansperiode. Her havde menighedsplejen let ved rekruttere medarbejdere og de årlige indsamlinger gav rigeligt med penge til uddeling blandt sognets trængende og til aflønning af menighedsplejens diakonisse. I årene 1940-41 kunne man for første gang spare lidt penge op og det var i denne forbindelse, at ideen om at oprette en institution - en vuggestue - opstod. Senere i årene 1946-47 og 1949-50 havde menighedsplejen planer om at indrette en  børnehave i sognet. Vuggestueplanen 1941-42 og den anden børnehaveplan 1949-50 led skibbrud fortrinsvis af økonomiske årsager. Socialudvalgsformanden i Århus socialdemokraten Christian Nielsen var begge gange indledningsvist positivt indstillet overfor projekterne, men blev straks mere tilbageholdende, da der blev tale om kommunal støtte til køb eller leje af lokaler, hvor institutionen kunne indrettes. Menighedsplejen havde ikke mulighed for selv at indsamle de betydelige midler, som skulle bruges.

                      Igennem 1950'erne synede Skt. Johannes sogns menighedspleje lige så stille hen, hvilket kulminerede i 1960, da menighedsplejen mistede sin diakonisse, som blev overflødiggjort. Det skete da Århus kommune udbyggede den kommunale hjemmesygeplejeordning, fordi det i 1957 blev lovpligtigt for kommunerne at stå for hjemmesygeplejen. Tabet af diakonissen og kraftigt medarbejderfrafald førte i 1960 og 1962 til overvejelser om at nedlægge menighedsplejen, men man besluttede at fortsætte, selv om sygeplejen havde været menighedsplejens vigtigste aktivitet.

I 1965 fik menighedsplejen i Skt. Johannes sogn en tiltrængt opmuntring, da den arvede omkring 30000 kr. Arven gav medarbejderne fornyet virkelyst og i 1968 indkaldte Skt. Johannes sogns menighedspleje byens andre menighedsplejer til et møde om menighedsplejens fremtid. På mødet forelagde repræsentanter fra Skt. Johannes sogns menighedspleje de andre menighedsplejer en ide om at bygge et plejehjem, hvilket der var stærkt behov for i Århus på det tidspunkt. Inspirationen til dette projekt havde man hentet fra København, hvor de Samvirkende Menighedsplejer allerede kørte tre plejehjem.

                      Hvor Skt. Johannes sogns menighedspleje tidligere havde forsøgt at oprette institutioner alene samarbejdede man nu med byens andre menighedsplejer i et 18-mandsudvalg med to repræsentanter for hver menighedspleje. Denne sag gik også i hårdknude. Som i 1940'erne ændrede kommunen holdning fra at være imødekommende til at være afvisende, da der skulle træffes beslutninger angående de økonomiske realiteter bag projektet. I 1971 overdragede menighedsplejerne projektet til kommunen, som gennemførte det. 

                      Som i sagen om Søster Kathinkas Hus i Aalborg var det vanskeligt for menighedsplejer i Århus at samarbejde med kommunen om projekter, som gik ud på opbyggelsen eller i det ålborgensiske tilfælde bevarelsen af en institution baseret på et kristeligt grundlag. I Aalborg havde tidsfaktoren stor betydning for forhandlingernes sammenbrud. I Århus har jeg ikke studeret sagen fra kommunens synspunkt, men det er sandsynligt, at manglende tålmodighed fra kommunens side med menighedsplejens frivillige medarbejdere kan have spillet ind også i Århus. Det kan ofte være svært, at få koordineret møder mellem frivillige medarbejdere således at alle kan være til stede.

Under alle omstændigheder har økonomien også haft stor betydning for de mislykkede institutionsprojekter, eftersom det kræver store investeringer at oprette institutioner. Det har været problematisk for menighedsplejer, hvis økonomi hovedsageligt har været baseret på indsamling og basarer at rejse de store beløb, som krævedes for at købe grunde eller bygninger, hvor institutionerne kunne indrettes. Pengene til Søster Kathinkas Hus blev skaffet vha. landsindsamling; en udvej som ikke kan bruges ved hver en lejlighed.

                      Plejehjemsprojektet i Århus, som blev opgivet i 1971, har været Skt. Johannes sogns menighedsplejes foreløbigt sidste institutionsprojektet. Man kunne forestille sig at bistandsloven i 1976, som skulle lukke hullerne i 1960'ernes ustrukturerede sociallovgivning ville få en afviklende effekt på menighedsplejens arbejde. Bistandsloven fik dog nærmest den modsatte virkning, idet den tvang menighedsplejen til reorientere sig. Således medførte indførelsen bistandsloven en vedtægtsændring i Skt. Johannes sogns menighedspleje. I de nye vedtægter nedprioriterede man materiel hjælp til fordel for hjælp via personlig kontakt til samfundets ensomme mennesker. 

                      I de næste årtier blev hjælp via personlig kontakt formidlet via besøgstjeneste og udsendelse af blomster ved juletid. Siden 1993, hvor menighedsplejen ansatte den socialrådgiverudddannede Anette Andreasen som ny sognemedhjælper, har man foretaget en yderligere opprioritering af hjælpen til isolerede mennesker. I 1994 tog Skt. Johannes sogns menighedspleje initiativ til dannelsen af Folkekirkesamvirket i Århus, som er et samarbejde mellem menighedsplejer og menighedsråd i Århus kommune.

Af samvirkets vedtægters § 1 stk. 2 fremgår det, at sognene hovedsageligt samarbejder om netværksarbejde for isolerede mennesker: "Samvirket har til formål at udvikle og samarbejde om sociale og diakonale opgaver (f. eks. selvhjælpsgrupper og aflastningstjeneste), der ønskes udført i fællesskab mellem sognene, samt stå til rådighed for sognene med råd til udførelse af opgaver, der ønskes gennemført i de enkelte sogne (f.eks. besøgstjeneste)." 

Med aflastning menes der aflastning af pårørende til f.eks. senil demente, som kræver konstant tilstedeværelse, og med selvhjælpsgrupper tænkes der fortrinsvis på sorggrupper for folk, som har mistet en person, der stod dem nær. Disse aktiviteter har den klare fordel at de ikke overlapper med kommunens sociale tilbud, hvilket Anette Andreasen gør opmærksom på i en artikel emnet: "Det er vigtigt at slå fast, at sådan noget, som vi nu laver ikke går det offentlige i bedene. - Det er gamle kirkelige forpligtelser, der i en eller anden form har eksisteret siden Jesu tid. Og det er opgaver, det offentlige ikke kan eller skal gå ind i. Et supplement til det offentliges indsats simpelthen".

Netværksarbejdet undgår altså at komme karambolage med kommunale tidsfrister og forpligtelser, som hæmmede institutionsplanerne og som til sidst overflødiggjorde diakonissen. Samtidigt er netværksarbejde heller ikke så økonomisk belastende som opbyggelse af institutioner. Det skal ikke forstås sådan at det er helt uproblematisk at skabe frivillige netværk. Folkekirkesamvirket har haft vanskeligheder med at nå ud til de relevante personer, som har behov for aflastning, med deres tilbud og de lokale besøgstjenester har ofte flere forespørgsler om besøg end besøgsvennerne kan overkomme.

                      Alligevel tyder det på, at det har været frugtbart for menighedsplejen i Århus at gå ind på et område, hvor den ikke deler funktioner med kommunen. Når menighedsplejen har villet udføre funktioner, som også blev udført af kommunen, er aktiviteterne kommet i klemme og blevet afviklet (diakonissens sygepleje) eller blokeret for (institutionsplanerne).

Forholdene er tydeligvis anderledes i København, hvor Samvirkende menighedsplejer har haft gode erfaringer med at dele funktioner med kommunen omkring f. eks. plejehjem og ældreboliger. Dette skyldes sikkert at Samvirkende Menighedsplejer er en hæderkronet og prestigefuld organisation i København.

I provinsen nyder menighedsplejen sjældent den samme anseelse og her kan det være hensigtsmæssigt at lægge sine aktiviteter uden for de sociale områder, som varetages af kommunen. På den måde kan man undgå smertelige erfaringer, som nedlæggelsen af Søster Kathinkas Hus i Aalborg og de kuldsejlede institutionsplaner i Århus.