International reformer på vej

Både i FN's sikkerhedsråd og i NATO bliver der arbejdet med at gøre beslutningsprocessen mere smidig. I fremtiden vil man så vidt muligt forsøge at undgå, at organisationerne bliver lammet på grund af intern uenighed, som det skete i forbindelse med konflikten i Irak.

Ambassadør Carsten Søndergaard fra udenrigsministeriet indledte folk og forsvars årlige konference med en kort briefing fra FN's 58. generalforsamling, hvor Danmark var repræsenteret ved udenrigsminister Per Stig Møller. I et indlæg om FN's sikkerhedsråd havde generalsekretær Kofi Annan sagt, at der var behov for at evaluere FN's kriterier for tvangsanvendelse. Ifølge generalsekretæren må landene i sikkerhedsrådet forholde sig til problemet med forebyggende angreb mod terror og masseødelæggelsesvåben og opstille et mere detaljeret regelsæt for, hvornår et forebyggende angreb er acceptabelt for det internationale samfund. Fra 2005, hvor Danmark med stor sandsynlighed får sæde som ikke-permanent medlem af sikkerhedsrådet, vil Danmark forsøge at fremme dette arbejde, som udenrigsministeriet mener vil være i dansk interesse. Carsten Søndergaard erkendte, at international normdannelse kan være en langvarig proces og at så længe de nye normer ikke er på plads skal FN's sikkerhedsråd stadig være i stand til at tage sig af akutte problemer.

Forsvar af konsensus

Dr. Stefanie Babst, der er leder for afdelingen for relationer mellem medlemslandene i NATO, talte i sit indlæg på folk og forsvars konference om, hvilken fremtid enighedsprincippet har i NATO. Hun understregede, at de synspunkter hun præsenterede var hendes egne og ikke officiel NATO-politik. Det er de interne stridigheder i NATO om støtten til Tyrkiet op til USA's og Storbritanniens invasion af Irak, som har givet anledning til at diskutere om NATO's beslutningsproces er effektiv nok. Fra amerikansk side har der været en del kritik af enighedsprincippet i NATO og i den amerikanske kongres er det blevet diskuteret, om det er muligt at indføre flertalsafgørelser eller ekskludere et medlem, som ikke lever op til atlantpagtens forpligtelser. Stefanie Babst var dog ikke klar til at give køb på enighedsprincippet, som hun anser for vigtig for alliancens sammenhængskraft og giver NATO mulighed for at sende et stærkt signal til omverdenen, når 26 demokratier står bag en beslutning.

Tidlig planlægning

Stefanie Babst indrømmede, at der var behov for at justere alliancens beslutningsproces, så den ikke forsinker militære operationer. Hun kunne se to veje til at strømline NATO-landenes handlekraft. Den ene løsningsmodel går ud på, at det nordatlantiske råd kan give SACEUR (Supreme Allied Command Europe) mulighed for at gå i gang med planlægningen af en lang række operationer, før NATO-landene har taget stilling til om de vil gå med til en eventuel militær operation. Den endelige godkendelse af en given mission skulle naturligvis stadigvæk ligge i rådet hos nationernes politikere. På den måde behøver man ikke at vente på en beslutning, før forberedelserne til en operation kan begynde. Hvis NATO Response Force skal leve op til målsætningen om, at kunne være i et operationsområde i løbet af få dage er dette forslag vanskeligt at komme uden om. Stefanie Babst mener, at metoden kunne være politisk holdbar, hvis det var NATO's generalsekretær og ikke den militære chef for SACEUR, der havde det overordnede ansvar for planlægningen.

Komite af bidragydere

Den andel model, som Stefanie Babst betragtede som realistisk, går ud på at de NATO-lande, som er interesserede i at gå med i en international koalition, danner en komite af bidragydere med NATO's generalsekretær som formand. Landene i komiteen skal have fuld adgang til at anvende NATO-styrker og materiel. De bidragyderne medlemmer skal med jævne mellemrum briefe alliancens resterende lande om de militære operationers forløb. Ikke-deltagende nationer har mulighed for gå med i operationen på et senere tidspunkt. Løsningen indebærer, at enigheden i NATO i princippet bliver bevaret og giver de lande, som mener det er nødvendigt at gøre noget ved en eventuel trussel mulighed for at handle. Ifølge Stefanie Babst er ulemperne ved en NATO-komite af bidragydere, at det vil genere de lande, der er i mod tanken om NATO som et redskabsskur til internationale koalitioner. Samtidig kan det få konsekvenser for solidariteten i alliancen og betyde at lande, som står uden for komiteen, mister motivation for at reformere deres væbnede styrker.

swn

Tilbage til artikelmenuen