Ikke en besættelsesmagt
Ifølge chefen for det danske Irakkontingent oberst Niels Henrik
Bundsgaard er det afgørende, at civilbefolkningen i den danske sektor
forstår, hvad den danske styrke skal lave i området. Det budskab er
allerede blevet spredt i det kommende danske ansvarsområde af de engelske
soldater, som danskerne afløser.
Oplysning af civilbefolkningen
skal være med til at bane vejen for en succesrig dansk mission, forklarer
oberst Niels Henrik Bundsgaard under det danske kontingents sidste øvelse
i Oksbøl: ”Det bliver en udfordring at få overbevist befolkningen om,
at vi er kommet derned for at hjælpe, og få skabt et godt forhold til
dem. Det er meget vigtigt, at vi ikke bliver betragtet som en besættelsesstyrke.
Det betyder, at vi skal rundt og snakke med de lokale ledere. Vi kører
en informationskampagne, hvor vi vil prøve at skrive noget til dem,
dele løbesedler ud og sige: Nu kommer vi, og vi er her for at hjælpe
jer, og kan I klare det selv, så smutter vi hjem igen”.
På besøg i området
Danskerne har allerede
været i gang med at gøde jorden for deres ankomst. Under et besøg hos
den engelske styrke, som i øjeblikket kontrollerer den danske sektor,
havde oberst Niels Henrik Bundsgaard noget informationsmateriale på
engelsk og arabisk med, som englænderne har sat i omløb i den eneste
tilgængelige presse i området. Den danske chef er optimistisk med hensyn
til, om befolkningen har fanget budskabet, men understreger, at ord
ikke gør arbejdet alene: ”Vi skal ikke tage noget for givet og derfor
skal vi også i handling og holdning vise, at vi er venlige mennesker”.
Undgå misforståelse
Danskerne satser,
ifølge Niels Henrik Bundsgaard, meget på at undgå, at befolkningen ikke
misforstår situationen, når de ankommer: ”Det skulle nødig se sådan
ud, at vi kommer oven i englænderne, som i forvejen er i området. Så
kunne befolkningen godt opleve, at nu kommer der mange flere soldater.
Det gik ellers den anden vej, med der blev færre og færre, hvad er det
der sker. Og den største årsag til, at der kan ske noget, det er uvidenhed”.
Ikke med solbriller
Det er en forholdsvis
hyggelig soldat, som irakerne har set på det danske informationsmateriale:
”Ja, men der har vi taget en god, rund, og trin dansk soldat. I virkeligheden,
så havde vi i første omgang sendt en ned med solbriller, men det er
ikke velset dernede, så det måtte vi så lave om. Men så viser vi køretøjer
og en dansk soldat. Det er for at vise vores uniform, hvordan vi ser
ud, og hvordan er vores afmærkning er, sådan at de ved, hvem vi er”.
Nødvendig magt
Hvis der skulle opstå
forhindringer, har danskerne naturligvis mandat til at bruge magt: ”Vi
vil kunne anvende magt til at forsvare os selv, vores allierede styrker,
nødhjælpsorganisationer, og endelig hvis der sker overgreb på civilbefolkningen,
og folk bliver truet på livet. Det kan også være, at hvis vi laver en
operation, at det kan blive nødvendigt at bruge magt, hvis folk modsætter
sig. Når vi siger den nødvendige magt, så prøver vi hele tiden at holde
det på et minimum”. De ”Rules of Engagement”, som danskerne skal arbejde
under, kommer til at ligne dem, som man havde under operationerne i
Bosnien: ”Man kan sige, at opgaven er jo ikke væsentlig forskellig fra
det, vi har gjort på Balkan. Vi skal lave lidt sikkerhed og få samfundet
til at virke igen, så folk tør gå på arbejde. Her er der bare ikke nogen
stridende parter, der er ikke kroater, muslimer og serbere, som er på
kanten af hinanden, her er det en befolkning, der mangler et regime”. 
De danske soldater øver sig i husundersøgelser i Brikby.
Stabiliseringsstyrke i medvind
Meget tyder på, at
den danske styrke kan få en god start på deres mission. Den engelske
kaptajn Nicolas Cowey, som lige er kommet tilbage fra Basra-området,
er overrasket over befolkningens velvilje overfor de allierede styrker:
”De er stadig meget positive. Når vi patruljerer, kommer folk ud på
gaden og vinker til os. Generelt er det fordi, vi har fjernet regimet
og de ved, det var os, som gjorde det. Det er overraskende, hvor positive
de er. Jeg tror ikke det vil vare ved for evigt. Der kommer en tid,
hvor de ikke længere vil have udlændinge i deres land. I øjeblikket
er de på grund af sikkerheden meget tilfredse med at have soldater i
gaderne”.
swn
Tilbage til artikelmenuen
|