Støtteskibe køllagt
Bygningen af de søværnets to nye fleksible støtteskibe holder tidsplanen.
Fredag den 28. november blev det første modul til støtteskibene køllagt.
Fredag morgen klokken
08.00 satte Lindøværftets store kran sig i bevægelse. Dens opgave var
at bugsere det første modul af de fleksible støtteskibe på plads i Lindøværftets
store tørdok. Operation var en succes. Modulet landede præcist, hvor
det skulle. Samme sted var der traditionen tro forinden blevet lagt
en mønt. Meget symbolsk havde man valgt en 10-krone fra 2001, hvor projektet
med de to fleksible støtteskibe tog sin begyndelse. Der var tilfredshed
at spore både hos repræsentanterne fra Lindøværftet og fra Søværnets
materielkommando, som i fællesskab har sørget for at holde trit med
tidsplanen. Den næste betydningsfulde deadline for projektet bliver
den 28. februar 2004, hvor alle modulerne til det første skib skal være
samlet, og der bliver lukket vand ind i tørdokken. Værftet skal aflevere
det første fleksible støtteskib den 1. juli 2004.  Samme dag som køllægningen af det første modul til de to nye fleksible
støtteskibe blev udført skiftede vejret fra trist og overskyet til høj
himmel og sol. Det blev af flere af øjenvidnerne udlagt som et godt
varsel for skibets fremtid.
Det største nogensinde
Det fleksible støtteskib
bliver den danske flådes største skib nogensinde. Skibet kommer til
at stikke 6,3 meter dybden og får en længde på 137 meter samt en bredde
på 19,3 meter. Lastdækket, som kan rumme en let opklaringseskadron,
er på 900 kvadratmeter. Der er plads til to helikoptere af typen Lynx
eller EH-101 om bord. I første omgang bliver skibet leveret som en platform
og de første måneder står der prøvesejlads i danske farvande på programmet.
Skibets våbensystemer, der dels er beregnet til selvforsvar og dels
kan yde ildstøtte til landoperationer, kommer til senere. Når de fleksible
støtteskibe er fuldt udrustede kan de varetage roller som transportskib,
vært for et brigadehovedkvarter, kommandoskib for en mellemstor operation
til søs og hospitalsskib. Afhængig af opgaven kan skibets lastdæk udstyres
med forskellige moduler. De fleksible støtteskibe bliver i det hele
taget værnsfælles, selv om de bemandes med folk fra søværnet. De vil
kunne yde støtte til internationale operationer i alle tre værn.
 Alle modulerne til det første fleksible støtteskib
er under produktion. Her er det skibets overbygning med kommandobroen
øverst, som befinder sig i Lindøværftets produktionshal. Andre moduler
bliver pt. klargjort i malerværkstedet. De forskellige moduler, som
ligger spredt rundt omkring på værftet, skal alle samles i tørdokken.
Søværnet i en overgangsfase
Støtteskibene bliver
de første repræsentanter for den internationalt orienterede flåde, som
man kommer til at se i fremtidens danske søværn. Siden 1990’erne har
søværnet ofte deltaget i internationale operationer, men det har været
med skibe, der som regel har været konstrueret til Østersøsejlads. De
fleksible støtteskibe og eventuelt patruljeskibene er fra begyndelsen
tænkt som skibe, som skal kunne operere på verdenshavene.
swn
Tilbage til artikelmenuen
|