Hverdagslignende krigsskader

Kirurgerne på Den Danske Internationale Brigades felthospital arbejder til daglig på et  civilt hospital og er vant til at behandle svære skader. De skader, som soldaterne vil pådrage sig i en eventuel krig i Irak, vil i mange tilfælde ligne dem, som lægerne kender fra deres civile virke.

Finn Warburg, kirurg på Rigshospitalet, gennemgår forskellige scenarier for, hvordan en eventuel golfkrig kan blive udkæmpet og hvilke skader, det kan risikere at påføre soldaterne. Omgivelserne og arbejdspresset kan være anderledes for sundhedspersonalet i en krig, men skaderne vil ofte svare til, hvad man ser ved en trafikulykke.

Kampvognsslag i ørkenen

Vi begynder med den kampform, som afgjorde sidste golfkrig: "Ved 'air land battle' kombinerer man helikopter, fly og tropper på jorden. Hovedpointen med det er, at det skal gå så hurtigt, at fjenden mister overblikket og bliver udspillet. Derved slipper man selv med få skrammer, mens fjenden får mange. På jorden arbejder man med kampvogne og pansrede mandskabsvogne". For sanitetstjenesten er det en udfordring at følge den hurtige fremrykning. Her vil vores allierede sårede, hvis der bliver nogen, hovedsageligt få skader i ansigtsregionen og på armene, eftersom de vil være beskyttede af fragmentionsveste og hjelm. Skaderne opstår på grund af sprængbølger, granatsplinter og brandmidler (specielt fosfor). Særlige skader opstår efter panserbrydende ammunition.

Bykrig

Mange iagttagere mener, at irakerne vil foretrække at udkæmpe en kommende golfkrig i byerne, hvor det er vanskeligere for amerikanerne og deres allierede at bruge deres overlegne ildkraft. Ifølge Finn Warburg vil man typisk støde på totalt udmattede soldater: "Det er utrolig intenst, og man kæmper fra hus til hus. De skader, man ser, er, at soldaterne indånder en hel masse røg, fordi der er ild i det hele. Hver gang der sprænger et eller andet, er der glasskår i luften, som farer af sted som projektiler - englænderne kalder det glasstorm. Alle soldater bliver dehydrerede, fordi det foregår så hurtigt hele tiden". Umiddelbart skulle man tro, at bykamp var en umulighed for sanitetstjenesten, men de mange bygninger kan medvirke til, at det er nemmere at finde et beskyttet sted - fx en kælder - hvor man kan lægge en afdelingsforbindeplads og give soldaterne den første behandling.

ABC-våben

Personligt tror Finn Warburg ikke på, at irakerne tør anvende ABC-våben i en kommende krig. Irakerne ved godt, at det vil blive betragtet som en optrapning af krigen, og at de vil kunne vente et voldsomt svar fra amerikanerne, hvis de indlader sig på den form for krigsførelse. Hvis irakerne mod forventning anvender kemiske våben, gætter Finn Warburg på, at det bliver blister- og nervegasser. Blistergasser giver nogle grimme brandsår, som kan gøre soldaterne ukampdygtige. Danske læger har blandt andet erfaringer med den slags sår fra på færøske fiskere, som ved Bornholm fik nogle gamle sennepsgranater i garnet og forsøgte fjerne dem med hænderne, husker Finn Warburg. Nervegas er en alvorligere sag:  "Under sidste golfkrig var soldaterne igen og igen i beskyttelsesdragter og havde gasmasken klar. Det drejer sig først og fremmest om at forebygge det. Soldater skal have dragter på, og der skal sættes alarmer op. Så kan man godt overleve i det forurenede miljø i mange døgn". Hvis soldaten indånder gas medbringer de modgift enten i form af forebyggende piller og atropinsprøjter, men det kræver stadig hurtig behandling for at overleve.

Biologiske våben

Biologiske våben er uhensigtsmæssige, når man er i gang med en forsvarskrig: "Problemet, hvis man bruger biologisk kampstof i sin egen region, er, at det kommer tilbage som en kæmpeboomerang. Saddam Husseins soldater er garanteret ikke beskyttede eller vaccinerede, så det ville være absurd at bruge det". Hvis allierede soldater smittes af et biologisk kampstof, skal de isoleres, hvilket er en forholdsvis rutinemæssig procedure: "Det er noget, vi er vant til at håndtere, vi behandler også folk med smittefarlige sygdomme, der tager vi handsker, mundbind, overtrækskitler og huer på. Hvis man i et krigsområde har fået 100 smittede soldater ind, så må man isolere dem på hospitalet og behandle dem der. Bagefter må man brænde hospitalet af for at undgå videre smittefare".

Bombardementer

Ved bombadementer kommer folk til skade på grund af trykbølgen fra bomberne. Ifølge Finn Warburg er de typiske kvæstelser sammenklappede lunger og andre former for skader på indre organer: "Hvis lungerne er klappet sammen, er der en kirurgisk behandling for det. Man ligger nogle dræn ind. Hvis der er væske i lungerne, kan man respiratorbehandle. Under alle omstændigheder skal patienterne have ilt". Præcisionsvåben eller ej, lægen tror ikke på, at det bliver muligt helt at undgå civile tab ved luftbombardementer: "Krig er noget slemt svineri", slår Finn Warburg fast.

Ubehagelig arv

For kampsoldaterne foregår den største indsats naturligvis under selve felttoget, men for sanitetspersonellet kan den meget vel ligge efter. Vestlige soldater er forholdsvis godt beskyttede mod slagmarkens farer, men det samme gælder i mindre grad for fjenderne. "Under golfkrigen i begyndelsen af 1990'erne havde vi et hold på 40 mand i Saudi-Arabien. De oplevede, at der var ganske få skader, mens krigen rasede, men bagefter kom de mange irakiske krigsfanger, som de måtte behandle". Fjendens sanitetsvæsen er sjældent særligt godt organiseret, derfor står man overfor fænomenet "forsømte skader", som er blevet forværret, fordi de sårede ikke har fået den fornødne behandling.

Fornuftige danskere

Efter at have været igennem dette rædselskabinet af krigsskader, ønsker Finn Warburg at berolige bekymrede læsere. Når han har været af sted med danskere, som har været i skarpe situationer, har de som regel været gode til at passe på sig selv.  Det er civilbefolkningen som lider mest: "Soldaterne kommer naturligvis til skade i krig, og det er via artilleri og brandmidler. Det er meget sjældent, at soldater rammes af geværprojektiler. Under 2. verdenskrig nåede hver soldat at afskyde 0,8 patron. Det fylder ikke ret meget. Soldaterne ved, hvordan de skal beskytte sig. Det går hårdest ud over civilbefolkningen. Dels i kampforberedelsen, det vil sige ved flyangreb og artilleri og dels i det skrammel, der efterlades efter krigen. Det drejer sig om efterladte miner og ueksploderet ammunition", slutter Finn Warburg.

Tilbage til artikelmenuen