Kvaliteten falder med intensiteten

Peter Viggo Jakobsen, som er leder for afdelingen for sikkerheds- og konfliktstudier på DIIS, ser Georgiens perifære betydning i internationale politik, som en mulig forklaring på ledelsesproblemerne i UNOMIG. Samtidig har han en vis forståelse for den forsigtige politik, som den militære ledelse i UNOMIG praktiserer. 

Ifølge Peter Viggo Jakobsen er UNOMIG’s problem, at missionen overvåger en glemt konflikt, og at der derfor ikke er den store prestige i at deltage i missionens ledelse: ”Fordi alle mulige lande og alle mulige farver skal være repræsenteret, vil der være mindre dygtige individer, som bliver udsendt. Det er jo i sidste instans, fordi FN er afhængig af, hvem de kan få fra de pågældende lande. Der er nogle af missionerne, som ikke er lige så tillokkende som andre, og de operationer, som ikke har politisk bevågenhed, såsom Irak og Afghanistan og andre højprofilerede missioner, får lov at vælge sidst”.

Fra ledelsens perspektiv

Ifølge Peter Viggo Jakobsen det ikke altid en fordel at have en meget aktiv militær chef på en FN-mission: ”Hvis der er opbakning til at køre en aktivistisk og håndfast linje hele vejen igennem, er det en fordel med en aktivistisk chef. Hvis den opbakning ikke er til stede, hvilket man godt kan tvivle på i forhold til konflikten i Georgien, så er det nok meget godt, at man ikke har en chef, der presser sine folk, så de kommer ud i nogle situationer, hvor de risikerer at blive bortført eller slået ihjel. Det ville ikke løse konflikten og give bøvl i forhold til FN og de lande, som det går ud over. Så længe parterne i konflikten ikke kommer op og slås, og det ikke bliver et emne, der kræver indsættelse af flere soldater eller bliver til politik på sikkerhedsrådsniveau, så er det en succes. Så længe der ikke er noget signifikant at rapportere, er det ikke et problem”. Holdningen blandt danske udsendte er ofte, at man vil gøre en forskel og derfor kan tålmodigheden komme på prøve, hvis ledelsen helst vil lægge en dæmper på missionens aktiviteter. Der kan dog være tungtvejende grunde til at holde en lav profil, som chefen kan se fra sit skrivebord, men som soldaten i marken ikke kender til.

Den specielle repræsentant

I de små FN-missioner er ledelsen meget afgørende for, hvordan tingene kører. Nok er CMO’en vigtig for missionen, men den specielle repræsentant, der er missionens politiske overhoved har endnu større betydning: ”De er det politiske bindeled. De har direkte adgang til generalsekretæren. Det også dem, som kan gøre noget på det overordnede politiske niveau. Hvis der skal ske et politisk gennembrud, og man skal nå i retning af en løsning, så foregår det på det politiske niveau og ikke på det rent militære. Militæret bliver sat ind, for at diplomatiet kan få lov til at arbejde. Man har også set på de forskellige missioner, at afhængig af, om man har en dygtig eller dårlig speciel repræsentant, kan det have en stor effekt på, hvordan det går. Det kan også være med til at skabe nogle meget dårlige relationer mellem militære og civile i en mission, hvis det ikke er den rigtige chef, som er på posten som speciel repræsentant”, siger Peter Viggo Jakobsen. For udvælgelsen af specielle repræsentanter gælder samme princip som for de militære poster, at det er missionens internationale bevågenhed, som er afgørende for, hvor stor vægt der lægges på personlige kvalifikationer. UNOMIG-missionen bliver ledet af den schweiziske diplomat Heidi Tagliavini.

Modstand mod reformer

Brahimi-rapporten, der udkom i år 2000, foreslog blandt andet, at man i FN indførte en mere effektiv personalepolitik, hvor kvalifikationer kom mere i højsædet. Peter Viggo Jakobsen er dog ikke særlig optimistisk i forhold til, om rapporten bliver fulgt op i handling. Når det kommer til stykket, er det ikke ret mange, som er interesseret i et alt for effektivt FN. U-landene frygter, at FN oftere og mere markant vil gribe ind i deres interne problemer og stormagterne foretrækker, at beholde deres monopol på at kunne løse alvorlige konflikter. De 200 medlemslande taget i betragtning, synes Peter Viggo Jakobsen dog, at organisationen fungerer fornuftigt: ”FN er jo afhængig af, at medlemslandene giver FN de ressourcer, som skal til. Pengene følger interesse og opmærksomhed. Det er ikke sekretariatets skyld. De lider under, at de skal tage hensyn til den nationale balance. Alle har en hvis kvote. Dem, som kommer fra Afrika, kommer ikke, fordi de er dygtige, men fordi de har forbindelser. Derfor er FN nødt til at have nogle restriktive procedurer, hvilket gør, at anskaffelser tager alt for lang tid. Hvis man havde et mere fleksibelt system, hvor folk fik uddelegeret et større ansvar over økonomiske midler, risikerede man, at pengene endte på en bankkonto i Schweiz”.

Danmarks muligheder

Danmark skal heller ikke gøre sig alt for store forventninger om at kunne påvirke situationen, hvis det lykkes af få en af de ikke-permanente sæder i Sikkerhedsrådet: ”Hvis Danmark vil gøre noget, skal man gå ind og tage en ledende rolle i håndteringen af en eller anden konkret konflikt eksempelvis i Afrika. Så vil vi kunne gøre en forskel der. Vi vil kunne indsætte personel fra SHIRBRIG i nogle af de ledende stillinger og sørge for, at det fungerer. Men generelt at tro, at man kan reformere FN-systemet og gøre det effektivt, det har man prøvet på lige siden FN blev opfundet”, advarer Peter Viggo Jakobsen.

sector_commandor.tif: Sector Commandor i Gali-sektoren oberstløjtnant Firoz. Bangladesh bidrager i øjeblikket med meget mere personel i FN-operationer end Danmark og har derfor krav på flere ledende stillinger på FN-missioner.

swn

Tilbage til artikelmenuen