Tyske skibe på Langelinie

Femten skibe og seks minedroner fra den tyske marine har været på besøg i København 1. til 4. marts.Det var syvende patruljebådsedskadre samt første og femte MCM-edskadre, som lagde vejen forbi København på et fjorten dages togt i Østersøen. Det er næsten en femtedel af den tyske flåde på omkring 100 skibe. Fredag eftermiddag bød syvende edskadre på øl, pindemadder og rundvisning for indbudte gæster ombord på forsyningsskibet "Elbe".

Værnepligtige i høj søgang

Et af formålene med togtet til København var at give de mange værnepligtige om bord "hår på brystet". De havde været udsat for det omskiftelige danske forårsvejr med orkanen først på ugen. I den indledende briefing oplyste de tyske officerer, at den tyske holdning til værnepligt var den samme som den danske. Tyskerne går altså heller ikke ind for indførelsen af et forsvar med udelukkende professionelle soldater.

Stort forsyningsskib

Mest iøjnefaldende var det store forsyningsskib ,"Elbe", som er hundrede meter langt. Ellers bestod edskadren af syv hurtige patruljebåde samt en mindre tanker. Patruljebådene kan sejle fyrre knob og opererer først og fremmest i Østersøen. De kan også bruges under fjernere himmelstrøg, for i øjeblikket befinder der sig fem tyske patruljebåde i Djibouti, hvor de bevogter indsejlingen til det Røde Hav. "Elbe", er kun bygget til at forsyne patruljebådene. Den kan altså ikke transportere landstyrker.


Hurtig patruljebåd med forsyningskibet "Elbe" i baggrunden

Diskussion om transportfly

De tyske søofficerers største ønske til det tyske søværn er at få et troppetransportskib, men de anså det ikke for særlig realistisk. De synes i det hele taget, at det er pinligt, at de europæiske lande ikke har kapacitet til at transportere tropper rundt i verden og ofte må ty til ukrainske transportfly. I øjeblikket forhandler de større EU- og NATO-lande om at købe 196 Airbus AM400 transport fly, som skal kunne løse Europas manglende troppetransportproblemer. Tyskland og Holland har planer om en troppetransportudvekslingsaftale, hvor hollænderne skal stå for transport til søs med troppetransportskibet "Waterland" og tyskerne til gengæld kan hjælpe hollænderne i luften, når "Airbusserne" står klar. Danmark vil kunne leje troppetransporttid, hvis planen med flyene bliver til noget.

Med i øvelse

Næste større møde mellem det danske og tyske søværn bliver minerydningsøvelsen "Blue Game", som finder sted i danske farvande 22/4-8/5.

swn

Tilbage til artikelmenuen