Chef for Jægerkorpset Frank Lynge Lissner

"Ærekær". "Han er rimelig målrettet". "Der er ikke noget, der er halvt godt". Med disse skudsmål kan det ikke undre, at Frank Lissner har haft et godt karriereforløb i forsvaret. Det begyndte i 1976 på sergentskolen i Sønderborg og kulminerede foreløbigt i 1997, hvor Frank Lynge Lissner som 39-årig blev udnævnt til oberstløjtnant. Generelt har lederposter og Jægerkorpset været de ting, som Lissner har prioriteret højest i sin karriere. En af hans kolleger fra Dronningens Livregiments 2. bataljon, som Lissner var chef for, før han kom til Jægerkorpset, betegner ham som en engageret leder: "Jeg synes, han var en god leder. Han var i stand til at være en del af det, hvor andre bare pålægger staben at lave en hel masse. De ting, der virkeligt betød noget, lagde han også selv et stort stykke arbejde i." Kollegaen fremhæver også Lissners evne til at få ideer gennemført i praksis og hans høje kvalitetskrav til det arbejde, som han skal lede.

Men Frank Lynge Lissner er ikke et stift karrieremenneske. Den sociale del af lederjobbet har altid interesseret ham: "Han var, hvad man kan kalde, en utrættelig teambuilder, god til at foreslå arrangementer, som kunne styrke sammenholdet og ånden", fortæller Agner Rokos, der er chef for våbenkontrolsektionen ved forsvarskommandoen og har kendt Lissner længe. Til selskaber er Lissner bestemt heller ikke en tørvetriller: "Han er en af dem, der går senest hjem, og han er efter, hvad jeg har fået at vide, en ekstremt god danser", fortsætter Rokos, der også kan fortælle, at det som vært er det en god ide at lave rigeligt med mad, hvis han kommer på besøg: "Jeg vil sige, hans livret er mad. Han er en god gæst, for han tager meget fra."

Golf hører til Lissners største fritidsinteresser. I det hele taget er han glad for sport og spil og har også dyrket løb og faldskærmsspring en del: "Han er fuldstændig bidt af konkurrence med alt lige fra rafling til brætspil, til albani øl-ludo eller backgammon", fortæller Agner Roskos. Man får kamp til stregen, når man konkurrerer imod ham. Skal man vinde over ham, er det bedst at vælge disciplinen backgammon, hvor han ifølge vennen ikke har det store udviklingspotentiale.

På hjemmefronten er han ifølge hustruen, Susi, god til at tage sig tid til sine børn - to døtre på tre og et år: "Han er en suveræn far. Virkelig, virkelig en god far. Ikke sådan en, der bare leger en halv time. Han går virkelig helhjertet ind for sagen, når han går i krig - altså med børnene."

For Lissner har posten som Jægerkorpsets chef været en ønskestilling, men det betyder dog langt fra, at hans karriere inden for forsvaret slutter der. Fra år 2002 skal han være sektionschef i NATO's centralhovedkvarter i Heidelberg. Her skal han beskæftige sig med overordnet planlægning og policy-making, hvilket han sandsynligvis har gode forudsætninger for på grund af de mange internationale kontakter, som han har fået som chef for Jægerkorpset.

swn

Tilbage til artikelmenuen