Ældste eskadrille på skrift

I 1951 besluttede forsvarsministeriet at 1. luftflotille i fremtiden skulle hedde eskadrille 721. Dermed kan eskadrille 721's historie føres helt tilbage til 1926 ved 1. luftflotilles oprettelse - et godt motiv for at skrive en bog om eskadrillen.

Bogens titel er "Fra Træskoflyver til VIP Jet: 1. luftflotille/eskadrille 721 1926-2001". På mange måder er eskadrillens historie et taknemmeligt emne. Der er tale om et overskueligt antal fly, et overskueligt antal personer og en overskuelig årrække. De to forfattere, Hans A. Schrøder (forskningsbibliotekar på Flyvevåbnets bibliotek) og oversergent Bent Jørgensen fra eskadrille 721, har også behandlet emnet efter fortjeneste. Vægten er lagt på personlige beretninger og man får virkeligt en fornemmelse af, hvor farligt det var at flyve i flyvningens ungdom. Samtidig bliver historien fulgt helt til dørs til nutiden og har den tragiske ulykke på Færøerne i 1996 og problematikken om eskadrillens flytning fra flyvestation Værløse til flyvestation Aalborg med. Umiddelbart synes der er at være en fair fordeling mellem beskrivelserne af eskadrillens aktiviteter i Grønland og Danmark. Hvem er så bogens målgruppe? Det er ikke teknik-nørder, som forfatterne selv gør opmærksom på i forordet, for der er skruet ned for mængden af tekniske detaljer, men i tillæg B kan man læse om flyenes data. En vis portion interesse for flyvning skal man nok have for at finde bogen meget interessant at læse, og ikke som jeg blive døsig på visse strækninger på togturen København-Aalborg. Ellers kan den med sikkerhed på grund af dens mange detaljer, gode billeder samt den overskuelige inddeling være en udmærket opslagsbog, hvis man står og mangler en bestemt oplysning fra 1. luftflotille/eskadrille 721's historie.



"Fra Træskoflyver til VIP Jet", 75 års jubilæumsbog. Af Bent Jørgensen. Flyvevåbnets Bibliotek. 288 sider. Pris 300 kr.

Bestil bogen ved Flyvevåbnets bibliotek på tlf. 44 89 71 11.

swn

Tilbage til artikelmenuen