Forskellige mandater

Det humanitære arbejdes langsigtede og militærets kortsigtede mandat i kriseområder er ifølge afdelingschef i Dansk Flygtningehjælp, Arne Vaagen, den vigtigste forklaring på, at de to aktører af og til har en forskellig opfattelse af den humanitære indsats. Generelt er han tilfreds med samarbejdet med militæret og ønsker sig ikke tilbage til dengang, hvor militært og humanitært arbejde var helt adskilt.

Kosovo er det sted, hvor det civile-militære samarbejde (CIMIC) er mest formaliseret. Hvordan fungerer det så ifølge Arne Vaagen ?: "Det fungerer udmærket. Det, som er, og var, og vil blive problemet i forhold til militært-civilt samarbejde er kulturforskelle, at man har to forskellige mandater og det tredje hvilke ressourcer, som er tilgængelige for at løse den store humanitære operation. Militæret har ofte et kortsigtet mandat og deres bidrag til den humanitære situation er afhængig af, hvor mange ressourcer de kan afse til humanitært arbejde i forhold til det, som er hovedopgaven altså fredsbevaring, fredsskabelse." Ind i mellem kan NGO'erne glemme, at militæret også har en militær opgave at løse og derfor ikke kan afgive alle deres køretøjer til nødhjælpsarbejde.

Mandatforskellen kan udmynte sig i, at militæret gennemfører projekter hurtigere end det er hensigtsmæssigt: "Så kan der være problemer med forskelle på mandatet. Militæret kan tit sidde med ressourcer, som de ønsker at bruge i humanitær sammenhæng, men de har ikke kundskaber nok til at vide, hvordan man implementerer humanitær assistance. De kan let glemme ting, som vi er optaget af, og det går på delagtiggørelse - de som skal modtage hjælpen, skal være med i det arbejde, som skal gennemføres. Hvis vi tager en fodboldbane. Det ville være en god ide, at man før man repererer fodboldbanen, får kontakt med de lokale myndigheder og laver en aftale, som går på at militæret kommer med bulldozeren og de lokale med mandskabet. Det er ikke altid, at de forstår det, når de har ressourcerne. De tænker: "Why not". Hvorfor ikke reparere en fodboldbane ? Hvorfor ikke reparere en vej ? Der er jo også tale om at forpligte og involvere dem, som modtager hjælpen."

Der altså en betydelig temperamentsforskel i militært og civilt humanitært arbejde.

Kommunikation

Det er anerkendt af begge parter, at kommunikationen omkring de forskellige humanitære initiativer er vigtig. Militæret deler fx oplysninger om sikkerhed med NGO'erne: "Det, som altid vil være en del af militærets opgave, er sikkerhed. Der har vi jo et stort udbytte af det militære efterretningsapparat. De kan give os en professionel vurdering af sikkerhedssituationen. De kan give os informationer, som vi skal tage hensyn til i vor egen optræden. Det er meget vigtigt og anerkendt af NGO'erne". Vaagen understreger, at informationerne også skal gå den anden vej fra NGO'erne til militæret: "En anden ting, som er meget vigtigt, er at de militære ved, hvad NGO'erne foretager sig og planlægger at gøre i de områder, hvor militæret har ansvaret for sikkerheden, så man undgår misforståelser".

Jo mere kommunikation, jo bedre, synes at være Vaagens pointe: "Et banalt eksempel, en militærperson, som siger til en NGO'er, at man skal møde til et tidspunkt, som han kalder ZULU. Det er jo relativt uforståeligt for en NGO'er, så man skal lære hinanden at kende."

Vaagen betragter i øvrigt de nordiske lande, som meget aktive på CIMIC-området bl.a. i forhold til at forbedre kommunikationen mellem militært personel og NGO'er.

Udsyn

Vi tager også en lille runde til andre steder end Balkan, hvor der foregår nødhjælpsarbejde. Vi begynder med Kaukasus, hvor det russiske militær er samarbejdspartneren: "Samarbejdet fungerer godt nok, men det har en anden karakter. Myndighederne stiller krav til, hvordan NGO'erne skal optræde for at få optimal sikkerhed og der taler jeg om lande som Tjetenien eller Ingrusjetien. Myndighederne stiller krav til sikkerhedsforanstaltninger, som kræver militært nærvær, det vil sige eskorte og livvagter. Det har vi måttet sige "Ja tak" til, for enten måtte vi være med på det eller tage hjem. Vi erkender, at situation er tilpas farlig, så den sikkerhed må vi have. Så samarbejdet er praktisk og helt ukompliceret". NGO'erne har dog frabedt sig at være en del af deciderede militære kolonner og oftest er det ikke regulære tropper, som passer på NGO'erne, så de lokale nemmere kan adskille nødhjælpsarbejdet fra militære operationer.

I Afghanistan mener Vaagen ikke, at man kan tale om CIMIC-operationer endnu: " Nedkastning af nødhjælp er umulig at kontrollere. Hvem får det ? Er der nogen, som overhovedet får det ? Hvad sker der med det, når det er landet ? Bliver det fordelt ? Det er mere en militær operation, end en operation, som NGO'erne ville stå for. Nu vil FN måske også nedkaste nødhjælp. Jeg vil ikke kalde det en CIMIC-operation, for det er ikke koordineret, for der er ingen at koordinere det med."

FN-operationen på Østtimor betragter Vaagen som lidt af en fiasko med hensyn til sikkerheden for nødhjælpsarberjderne: "Der var det jo FN, som havde fredsbevarende styrker. Det var ingen succes, for de klarede jo ikke at opretholde sikkerheden og det kulminerede med drab på fire UNHCR-medarbejdere af pro-indonesiske bander". Her måtte NGO'erne trække sig ud. Den pro-indonesiske befolkning betragtede dem, som deltagere i arbejdet for at løsrive Østtimor fra resten af Indonesien.

Så selv om det militære-civile samarbejde langtfra er gnidningsløst, foretrækker NGO'erne i de fleste tilfælde den sikkerhed, som militæret kan yde fremfor at arbejde uafhængigt af militæret.

swn

Tilbage til artikelmenuen