Bliver NATO for stor?

NATO-udvidelsen var emnet for forsvarsminister Svend Aage Jensbys indlæg på Venstres konference i Nymindegab. Flere af deltagerne var bekymrede for at beslutningsprocessen i NATO vil blive vanskeliggjort med omkring 25 lande i organisationen.

Ligesom de fleste andre iagttagere af NATO-udvidelsen, anså Jensby syv nye medlemslande som det mest realistiske udfald af topmødet i Prag til november: "Syv lande har meget gode chancer for at komme med. Slovenien og de tre baltiske lande står efter min mening særdeles stærkt. For kort tid siden var jeg til et møde med USA's forsvarsminister Rumsfeld i Tallin, som sagde helt åbent, at han ikke så svagheder i de baltiske landes forberedelser, kun fremskridt. Rumænien og Bulgarien startede lidt svagt, men er kommet godt med, og jeg tror at deres holdning under Kosovo-krisen skaffede dem en del sympati fra USA's side. For Slovakiet kan det nært forestående valg spille en afgørende rolle. Vi må erkende i dag, at Albanien og Makedonien er de svagest stillede lande".

Ny kommandostruktur

Hovedopgaven på topmødet i Prag til november bliver ifølge forsvarsministeren at få strikket de nye medlemslande og deres kapabiliteter ind i NATO's kommandostruktur: Pragtopmødet vil fokusere utrolig meget på, hvilke kapabiliteter, vi skal have opbygget, for at imødegå situationer som terrorangrebet den 11. september og på hele kommandostrukturen i NATO. Vi ved meget lidt om, hvad de enkelte lande har af holdninger til kommandostrukturen. I regeringen vil vi gerne bevare et fællesfinansieret hovedkvarter i Danmark, hvor der er tilstedeværelse af en række udenlandske officerer".



Forsvarsminister Svend Aage Jensby

USA's enegang

Arne Skipper fra Fyns Amt spurgte forsvarsministeren om, hvad der ville ske, hvis egenrådigheden i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver forstærket af NATO-udvidelsen: "Jeg kan godt sætte mig ind i de vanskeligheder, de amerikanske officerer havde under luftkampagnen mod Kosovo. Når man mødtes på militært niveau og diskuterede, hvilke mål, der skulle angribes, så skulle vi den lange vej hjem til hovedstæderne for at få accept, før man kunne skride til handling. Man kan sige sig selv, hvor tung den gang er, og hvor stor risikoen er for lækager. Det gjorde et stort indtryk på såvel amerikanske som andre landes officerer. Der er ingen tvivl om, at der vil være operationer i fremtiden, hvor USA vil anvende NATO. Der kan også opstå situationer, som vi har haft i Afghanistan, hvor en koalition af de villige bidragydende lande gennemfører operationen. Eventuelle operationer udenfor NATO-regi forhindrer ikke, at NATO med udvidelsen bliver et troværdigt sikkerhedspolitisk instrument mod terrorismen", svarede forsvarsministeren.

Uenighed i NATO

Flere konferencedeltagere var nervøse for, at NATO's beslutningsproces kunne gå i stå i fremtiden på grund af de mange landes forskellige synspunkter. Forsvarsministeren indrømmede, at udvidelsen krævede, at man tager højde for uenighed mellem medlemslandene: "Det er i virkeligheden en af de største problemer ved udvidelsen. Problemstillingen mærkede man jo under Kosovokonflikten, hvor der ikke altid var enighed. Derfor må man overveje, om man skal ændre strukturen indenfor beslutningsprocessen. Det vil blive bragt op på topmødet i Prag. Det er klart, at man står med et stort problem, hvis man fastholder konsensusprincippet i NATO, og der er lande, som er i mod en eventuel operation, så kan man ikke trække på de landes styrker".

swn

Tilbage til artikelmenuen