Nothing significant to report

”Intet af betydning at rapportere om” er konklusionen på mange af de daglige situationsrapporter, som ”Military Information Office” (MIO) sammenstykker på baggrund af beretninger fra patruljerne. Det skyldes, at der er meget lidt militær aktivitet i sektorerne, og derfor fokuserer observatørerne ofte på den høje kriminalitet i operationsområdet i stedet for.    

Major Erik Siläff fra Sverige har i et par måneder arbejdet i MIO i Gali sektoren. Han forklarer, hvad arbejdet går ud på: ”Der findes kun en måde at monitere på, og det er ved at være fysisk til stede i området. Patruljerne, som tager ud, får opgaverne fra operation branch i Sukhumi. De får patruljeruterne, som de skal følge. Hvert område har en række patruljeområder. Når de kommer tilbage, laver de en patruljerapport. Hvad de har set og hvad de har gjort. Hovedpunkterne er illegale bevæbnede enheder, militære enheder og sikkerhed rent konkret. Patruljerapporterne sammenstiller vi på MIO. Vi samler de tre  teams daglige patruljerapporter ind. Vi fokuserer på det, som vi anser for interessant fx på kriminalitet eller anden militær virksomhed. Det rapporterer vi videre op til Sukhumi. De sender rapporterne videre, og de lander på skrivebordet hos FN i New York”. I hver af sektorerne består MIO af tre mand, hvoraf én altid er til stede ved patruljernes debriefing. På den måde tager MIO højde for, at ikke alle patruljeledere er særligt gode til engelsk, for det er lettere at forstå den skriftlige situationsrapport, hvis den også er blevet gennemgået mundtligt.

Patruljeringen foregår i køretøjer "nyalar", som er fra Sydafrika

Intet nyt

Ved morgendagens briefinger bliver gårdsdagens patruljer gennemgået og oftest er meldingen, at der blev patruljeret i GOLF-området, og at der var ”nothing significant to report”. På den ene side er det udmærket, for det betyder, at der ikke er brud på våbenhvileaftalen, men på den anden side kan det blive opfattet, som om observatørerne ikke gør deres arbejde ordentligt: ”Det er flere gange sket, at når vi har skrevet i vores rapporter, ’nothing significant to report’, så kommer spørgsmålet fra Sukhumi om, hvorfor vi ikke har noget information. Vi svarer, at det er fordi, der ikke er noget rapportere om, og så må de sende det til New York - intet at rapportere fra hele UNOMIG. Hvis det sker tre uger i træk, bliver man mistænksom i New York. Er det så absolut nødvendigt at have missionen her i området? Det er min personlige opfattelse, at folk på missionen gerne vil sende så meget som muligt til New York for at retfærdiggøre sin eksistens. Men så længe der ikke sker noget og det er roligt, så løser UNOMIG jo sin opgave”, siger major Erik Siläff.

Kriminalitet frem for militær aktivitet

Et emne som egentligt ligger uden for missionens mandat, men som ofte præger rapporterne, er kriminalitet. Erik Siläff mener, at der kan være en ulempe ved at gå alt for dybt ind i den problematik: ”Ved den seneste hændelse med et busrøveri, gik patruljens opgave ud på, at vi dagen efter overfaldet tog til samtlige byer i nærheden og stillede spørgsmål om røverne og antallet af involverede for at få rede på, hvilken side de kom fra. Ulempen ved at arbejde på den måde er, at der ikke sker noget militært. De to sider angriber ikke hinanden. Så blander man sig gerne ind i indre anliggender - kriminalitet. Det kan få den konsekvens at, hvis vi begynder at stikke vores næser ned i den slags, så kan vi blive udsat for gengældelse, fordi vi ødelægger lukrativ kriminel virksomhed. Det handler jo om at tjene penge”. Det er ikke altid hovedkvarteret i Sukhumi sender beretningerne om kriminelle aktiviteter videre til New York. Oplysningerne bliver somme tider gemt, og man forsøger at bearbejde dem statistisk. Det kan fx blive relevant, hvis interne flygtninge skal vende tilbage til deres ejendomme på den anden side af våbenhvilelinjen og New York beder om analyse af sikkerhedssituationen i det pågældende område.

En overtrædelse af aftalen

Den 29. oktober skete der for en gang skyld noget af militær karakter. Foxtrot patruljen i Zugdidi sektoren observerede den georgiske forsvarsminister komme kørende i sikkerhedszonen eskorteret af to lastbiler med tropper fra det georgiske forsvarsministerium. Der var tale om en klar overtrædelse af våbenhvileaftalen, da parterne i konflikten ikke må have militære styrker i sikkerhedszonen. En sådan hændelse er sikker på at komme med i den næste rapport til FN i New York. Det er mere usikkert om UNOMIG officielt vil protestere overfor den georgiske regering over overtrædelsen, det er op til Chief Military Observer. Ifølge den danske observatør Henrik Sørensen er det over et år siden, der sidst er skrevet en ”Violation Report”.

Pressen kommer først

Mens MIO i de to sektorer kan give patruljerne specialopgaver i forbindelse med de hændelser, der sker i området, har hovedkvarteret i Sukhumi en særlig arbejdsgruppe, som kan følge op på begivenheder, der kan have interesse for FN i New York. I valgkampen op til valget den 2. november forsøgte tilhængere fra et politisk parti at tæve en politisk modstander, hvilket arbejdsgruppen blev sendt ud for undersøge. Oftest hører UNOMIG først om begivenhederne igennem de lokale medier og tager derpå ud for at tale med de involverede, for at få en neutral vurdering af situationen. I MIO i Sukhumi oplever man det som lidt frustrerende, at det sjældent er observatørerne, som er først med observationerne.

Begrænset synsfelt

Ifølge major Siläff er det ikke kun på grund af manglende aktiviteter fra parterne i konflikten, at UNOMIG patruljerne sjældent ser noget opsigtsvækkende: ”Vi patruljerer rutinemæssigt på samme veje med samme biler, og vi har ikke tilladelse til at foretage afstikkere, fordi det er farligt. Så kan man stille sig spørgsmålet, vi har minesikrede køretøjer, vi får betaling får at være her, men vi må ikke indsættes, hvor det er farligt. Fx sker alle de hændelser, som jeg har berettet om, inden klokken 07.00 om morgenen eller klokken 20.00 om aftenen. Man ved altså, hvad vi gør. Jeg vil gerne patruljere i de mere utilgængelige områder, men det ses som besværligt og hårdt. Vi har foreslået det, men vi får svaret, at sikkerheden er det vigtigste”. FN’s øjne er altså kun åbne på visse tidspunkter og visse steder. Tidligere lavede man også helikopterpatruljering og patruljerede i Kodooridalen, der er et område, som ingen af parterne har fuld kontrol over. Disse aktiviteter er blevet afbrudt på grund af alvorlige begivenheder med dødsfald og kidnapning til følge. Chief Military Observer generalmajor Kazi Ashqaf Ahmed mener ikke, at det kan forsvares fx at påbegynde natpatruljering, når situationen i missionsområdet generelt er rolig. Det ville være en unødig risiko, siger han.

swn

Tilbage til artikelmenuen