Bag kulisserne

Ronald D. Asmus var ansat i den anden Clinton-administrationen og en af arkitekterne bag den første NATO-udvidelse, som blev besluttet i 1997. Denne udvidelse, som har banet vejen for de syv nye NATO-lande, som bliver optaget i NATO i 2004, beskriver Ronald Asmus i bogen "Opening NATO's Door: How the Alliance Remade itself for a New Era"

I dag kan det virke som en selvfølge, at NATO er blevet udvidet. Sådan oplevede Ronald Asmus det bestemt ikke. For ham var det snarere et forhindringsløb med fem vanskelige hække. Bogen er struktureret efter de fem forhindringer, nemlig at overbevise Clinton-administrationen om at NATO-udvidelsen var en god ide (præsidenten var i sin første periode en af de eneste tilhængere af ideen), at overbevise de andre NATO-allierede, at få russerne til acceptere udvidelsen uden at begynde en ny kold krig, at forhindre at udvidelsen blev en engangsforestilling, som dermed kunne risikere at udelukke de baltiske lande, og endelig at overbevise det amerikanske senat.

Indblik i politik

Netop de mange problemer med at få udvidelsen i hus gør bogen til spændende læsning, selv om man ved, at det "ender godt". Samtidig er det næsten som om, man sidder med ved forhandlingsbordet sammen Jeltsin, Clinton, Kohl og alle de andre. Dels har Ronald Asmus selv været aktør i udvidelsen, som ansat i den anden Clinton-administration 1996-99 og dels har han haft ubegrænset adgang til de arkiver, han skulle bruge. Derfor kan han i usædvanlig grad få alle mellemregninger, som offentligheden sjældent hører om, med i sin bog. Man får altså et indblik i, hvordan den amerikanske administration fungerer. Det er tydeligt, at udvidelsen i høj grad kommer igennem, fordi præsidenten støtter projektet helhjertet på trods af mange af sine rådgiveres skepsis. Det er en nærliggende tanke, at disse mekanismer også gør sig gældende i den nuværende administration og kan måske forklare det store militære pres, som bliver lagt på Irak.

Få bolden i spil

Bogen giver også eksempler på dansk-amerikansk samarbejde i forhold til at fremme de baltiske landes sag i NATO. Vi får en detaljeret beskrivelse af forløbet op til Madrid-topmødet i 1997, hvor det blev besluttet, at udvide NATO med tre lande: Polen, Ungarn og Tjekkiet, og holde døren åben for yderligere ansøgerlande.  Set fra et amerikansk synspunkt var Madrid-topmødet problematisk, fordi nogle europæiske lande med Frankrig og Italien i spidsen, efter at have været tilbageholdene med udvidelsen, pludselig gik ind for en større udvidelse end amerikanerne. Før havde europærerne været bange for den russiske reaktion, men efter lange forhandlinger med amerikanerne havde russerne lovet ikke at blande sig i NATO-udvidelsen. En større udvidelse med de tre oplagte kandidatlande, Polen, Tjekkiet og Ungarn samt Rumænien og Slovenien kunne smække døren i hovedet på de baltiske lande, hvilket amerikanerne ikke ønskede. På den første del af Madrid-topmødet måtte de amerikanske forhandlere sætte trumf på, for at udvidelsen skulle begrænses til tre lande. Derfor ønskede amerikanerne at holde lav profil på resten af mødet, sådan at NATO-udvidelsen ikke kom til at fremstå som et amerikansk diktat. Samtidig ville de sikre sig, at de baltiske lande kom med i slutteksten på lige fod med Rumænien og Slovenien. Her kom Danmark, en af de varmeste fortalere for baltisk NATO-medlemskab, ind i billedet. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik at vide af sin NATO-ambassadør: "at når Jacques Chirac (stærk tilhænger af Rumæniens og Sloveniens kandidatur, red.) sparkede bolden ud af stadion, var det hans rolle få den tilbage i spil og han skulle gøre det alene". Den danske statsminister fulgte sine instrukser, og det lykkedes dermed for Bill Clinton også på dette punkt at få gennemført sin politik og samtidig undgå en ny konfrontation med franskmændene.

Bogen kan bestilles hos Institut for Internationale Studier (IIS). Tlf: 33 36 65 66, e-mail: dupi@dupi.dk

swn

Tilbage til artikelmenuen