Lejesoldaternes tid er forbi

Så bombastisk ville Professor Schoeman, leder for afdelingen for statskundskab på Pretoria Universitetet, nok ikke udtrykke det. Til gengæld mener hun, at siden mange nationale styrker i det centrale og det sydlige Afrika har fundet ud af, at det kan være en indbringende forretning at føre krig, er PMC'ernes marked svundet ind. Hun ser heller ikke den store fremtid for PMC'erne som fredsbevarende styrker i Afrika, fordi de altid vil blive betragtet som et fremmedelement.

Professor Schoeman baserer sine argumenter på udviklingen i Den Demokratiske Republik Congo, hvor der en voldsom borgerkrig i gang med deltagelse af de fleste nabolande: " I det omfang "Private Military Companies" (PMC'er) betyder gammeldags lejesoldater, så er det i tilbagegang. Det som man ser nu, er en kommercialisering af nationale styrker i mange afrikanske lande. Derfor spiller PMC'erne en mindre rolle. Under borgerkrigen i Kongo i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med uafhængigheden var der en stor tilstrømning af lejesoldater. I dag ser vi i det samme land, at i stedet for at bringe lejesoldater fra hele verden til landet, så er der seks andre lande - nabolande, som er involveret i konflikten med deres nationale styrker. Derfor har hverken regeringen eller oprørsstyrkerne brug for PMC'er. De har støtte nok fra de omkringliggende lande. Til gengæld får de adgang til ressourcer, som PMC'erne havde indtil midten af 1990'erne. I Angola havde de fx adgang til de nationale ressourcer. Det er derfor jeg ser en tendens til, at PMC'erne ikke længere vil have den samme betydning." Uganda har på grund af deltagelsen i borgerkrigen i det mineralrige Congo kunnet øge sine militære udgifter uden at tage flere midler fra resten af samfundet, fordi krigen har været så indbringende. For mange af de involverede landes officerer er der store muligheder for personlig vinding, så hvorfor skulle man invitere PMC'er til at få en del af kagen, spørger Professor Schoeman.

Professor Schoeman er i øjeblikket gæsteforsker på COPRI (Copenhagen Peace Reasearch Institute)

PMC'er i fredsbevarende operationer

Schoeman medgiver at PMC'er sikkert vil kunne løse opgaven som fredsbevarende styrke effektiv og professionelt. Alligevel har hun sine betænkligheder med at bruge dem: "I det sydlige Afrika, bliver PMC'er opfattet meget negativt. De er ikke en del af samfundet. De tilfører ikke samfundet nogen viden, selv om de måske skaber fred og stabilitet. Folk kan ikke lide dem og det er naturligvis fordi de forbindes med de hvide og det gør dem meget upopulære". Schoeman frygter at den fredsopbyggende indsats, det vil sige forberedelsen af samfundet til den dag den fredsbevarende operation er forbi, vil blive overset, hvis PMC'er skal træde ind som fredsbevarende styrker. Hun ved godt, at den indsats også kan halte med FN-tropper, men hun mener, at befolkningerne vil nære større tillid til regulære FN-tropper end de ikke-nationale PMC'er. Det er almindeligt anerkendt i Afrika, at mange borgerkrige begynder fordi afstanden mellem regeringen og resten af samfundet er for stor. Denne afstand vil ikke blive mindre af, hvis man bruger udenlandsk ekspertbistand til at løse sikkerhedsproblemer i landene.

Nye markeder til PMC'er

Schoeman mener, at PMC'erne vil kunne finde nye kunder, hvis de også sigtede på andre samfundssektorer end den militære: "Jeg mener, at de kunne anvendes til uddannelse ikke kun til militæret, hvis betydning ofte bliver overvurderet, men også i forhold til retssystemet, som ikke får nok opmærksomhed. Det, som vi ser i mange Afrikanske lande, er, at politiet er en slags rovdyr. Man siger tit, at militæret er folkets største fjende. I nogle lande som fx Kenya, er det politiet, som har den rolle. Jeg mener, at det ville være en stor forbedring, at få professionelle folk til lave kapacitetsudbygning og hjælpe med til at styrke retssystemerne i afrikanske lande. Det gælder også for Private Security Companies (PSC'er), der er et stort behov for det". PSC'erne er slags lillebror til PMC'erne, som yder sikkerhed i lidt mindre skala end PMC'erne til fx pengetransporter. For disse foretagender går det i øvrigt strygende.

Alt i alt er de dystre fremtidsudsigter Schoeman tegner for PMC'erne præget af, at hun opfatter dem som tidligere tiders lejesoldater.

Tilbage til artikelmenuen

Artiklen blev bragt i Vedetten, Information fra og om danske soldaterforeningers landsråd, Nr 1, 10. årgang, Marts/april 2002



swn