Vidste du, at det danske Prins Christians Regiment skiftede side to gange i 1695 under den Pfalziske arvefølgekrig 1688-97?

Den Pfalziske arvefølgekrig var et voldsomt stormagtsopgør om, hvem som skulle være den dominerede magt i Europa. På den ene side stod Frankrig, der havde indgået en alliance med tyrkerne. På den anden side stod hovedparten af de europæiske lande med England og Nederlandene, der i Vilhelm 3. af Oranien havde fælles konge, og det østrigske kejserige, som de stærkeste stater. Danmark var neutral, men havde lejet et korps på 6.000 mand fodfolk og 1.000 mand rytteri til Vilhelm 3. Korpset var i 1690-91 med til at genvinde kontrollen med Irland for den engelsk-nederlandske konge og blev i 1692 overført til Flandern - i det nuværende Belgien.

En faldefærdig fæstning

Ingen af parterne havde haft held med at fremtvinge en afgørelse i krigens første tre år, så i 1695 stod man lige vidt. Frontlinien bestod af en række af fæstninger, som parterne på skift belejrede. I juli måned var Prins Christians regiment blevet placeret på en Uriaspost i den dårligt vedligeholdte fæstning Dixmuide, som var værre stand end Dybbøl skanser efter preussernes bombardement i 1864. Man havde forsøgt at reparere fæstningen i vinteren 1694-95, men da foråret kom, og det blev tøvejr, var brystværnet braset sammen. Regimentets chef generalmajor Einberger havde kommandoen over fæstningen og havde i alt otte bataljoner og en eskadron dragoner til sin rådighed.

Danske regimenter på begge sider

Den 15. juli 1695 indledte den franske general Montal et angreb på den alt andet end frygtindgydende fæstning med sine 15.000 mand. Også på fransk side var der danske soldater. På vej til England i 1689 var et af skibene med soldater fra det danske korps kommet ud af kurs og var blevet erobret af franske kaperskibe. De fire kompagnier var blevet presset til at komme i fransk tjeneste under navnet ”Royal Danois” og risikerede nu at komme i kamp med deres indesluttede landsmænd fra Prins Christian Regiment i Dixmuide. Den 17. juli 1695 beskød general Montal Dixmuide med 25 kanoner og ni morterer. Generalmajor Einberger stak hul på de nærliggende diger for at redde den medtagne fæstning, men oversvømmelserne blev ikke store nok til at kunne stoppe franskmændene, så han indledte samme dag kapitulationsforhandlinger med general Montal.

I fangeskab

Den 18. juli 1695 undertegnede Einberger kapitulationsvilkårene og hele styrken inklusiv Prins Chistians regiment kom i fransk krigsfangeskab. Det var meningen, at soldaterne skulle udveksles med fanger fra den anden side, men franskmændene overholdt ikke aftalen. De danske fanger blev meget dårligt behandlet og fik intet eller kun lidt at spise og samtidig blev de lokket med at komme i fransk tjeneste. Næsten hele regimentet - 450 mand - skiftede side og blev nu stukket ind i ”Royal Danois”. For generalmajor Einberger den tidligere chef for Prins Christians Regiment fik affæren endnu værre konsekvenser. Vilhelm 3. blev rasende, da han hørte at fæstningen havde overgivet sig uden at løsne et skud og Einberger blev stillet for en krigsret og endte med at blive halshugget. Mange af de danske officerer fandt den hårde dom uretfærdig på grund af den vanskelige stilling som Einbergers styrker stod i, da de overgav sig. Det lykkedes for hertugen af Würtenberg - den danske styrkes øverstkommanderende - at få resten af hertugens løn sendt til hans enke i Danmark. Desværre nåede kun en brøkdel af pengene frem.

Namurs fald

På trods af nederlaget ved Dixmuide havde Vilhelm 3. fat i den lange ende. Han havde ved sommerens begyndelse trukket franskmændenes hovedstyrke ned til den sydvestlige del af frontlinien og det lykkedes ham samtidigt at indeslutte den stærke fæstning Namur på det østlige frontafsnit, så det var næsten umuligt for franskmændene at undsætte den. Den 3. august 1695 faldt Namur By og den 2. september overgav garnisonen slottet, som var det sidste franske holdepunkt. Vilhelm 3. havde ikke glemt den skæbne, som overgik Prins Christians regiment og resten garnisonen fra Dixmuide og han holdt den franske øverstkommanderende som gidsel mod at få soldaterne, der var gået over på den anden side, tilbage igen. En del af soldaterne fra Prins Christians regiment skiftede derpå side for anden gang, hvilket også dengang var ret usædvanligt.

swn

Tilbage til artikelmenuen