Hovedstad med ar

På en pressetur arrangeret af HOK til Bosnien lagde vi vejen forbi Sarajevo, som stadigvæk er en såret by. Pga. sikkerhedsniveauet måtte vi nøjes med en bustur i gennem byen, der alligevel efterlod et stærkt indtryk. I "Camp Butmir" NATO's hovedkvarter i Bosnien, der ligger i udkanten af byen, kunne vi derimod bevæge os frit.

Ved indgangen til Camp Butmir bliver vores SFOR-id kort tjekket af en lille smilende asiat, der minder om tjeneren på min lokale thai-restaurant. Vi gennemskuer dog hurtigt, at den høflige lille fyr er en gurkha - en af englændernes berygtede "dræbermaskiner" hvervet i Nepal. I det hele taget er "Camp Butmir" lidt af et babelstårn. Jeg er glad for at min uniformsinteresse er blevet mere afdæmpet siden puberteten, for ellers ville jeg blive febrilsk af at fotografere uniformer fra så mange forskellige lande som muligt. 27 nationer er i alt repræsenteret. Vi møder også nogle af de 21 danskere i lejren. Humøret er ikke helt i top. Siden 11. september har man taget sikkerheden meget alvorligt, så efter nogle stenkast på SFOR- eller FN-medarbejdere er Sarajevo-området erklæret forbudt område for SFOR-personel af NATO-ledelsen i Bosnien. Så SFOR-styrkerne i hovedkvarteret må foreløbig tage til takke med de adspredelsesmuligheder, som lejren kan tilbyde. Inden vi begynder busrundturen i Sarajevo bliver vi orienteret om, at forbudet mod at færdes i byen også gælder for os.

Sniper Alley

"Camp Butmir" ligger faktisk i Republika Srepska, selv om lejren kun er et stenkast fra Sarajevo, som er den bosnisk-kroatiske største by og overvejende befolket med muslimer. "Typisk Balkan", tænker jeg, at placere den muslimske hovedby i et område omringet af serbere.

Efter at være kørt ind over grænsen til føderationen, der er det andet autonome område, som Bosnien er inddelt i, kommer vi forbi lufthavnen. Dette område ser stadig meget krigshærget ud. Der er flyttet folk ind i nogle af de sønderskudte lejligheder, men huslejen kan ikke være særlig høj. Lufthavnen var en af byens eneste forsyningslinier under belejringen og var derfor et yndet mål for serbisk artilleri.

Aftenen forinden i messen i North Pole Barracks i Doboj beskrev en dansk sarajevo-veteran de nervepirrende ture i begyndelsen af 90'erne fra lufthavnen nedad "Sniper Alley" til den danske lejr, som lå ved det olympiske stadion. Det er netop den tur, som vi kører. De første gange, som de blev beskudt, tøvede danskerne med at besvare ilden fra snigskytterne. "Sæt nu man kom til at slå nogen ihjel". Den slags samvittighedskvaler forsvandt da en kammerat var blevet såret. Herefter skød danskerne livligt igen mod lysglimtene fra snigskytternes rifler i bjergene omkring Sarajevo.

Langs Sniper Alley, som må beskrives som Sarajevos hovedgade, har serberne været ret selektive i deres beskydning af byen. Officielle bygninger som parlamentet og nationalbiblioteket har fået nogle ordentlige skrammer, mens hotellet, som var pressens tilholdssted under krigen, stort set er uskadt. Flere af bussens passagerer bliver forargede, da de hører, at man vil lade ruinen af Avis-huset stå. Det skal være et vartegn ligesom Gedänkniskirken i Berlin. Det er et symbol på Sarajevos modstandskraft, fordi avisen blev ved med at udkomme under hele krigen på trods af serbernes bestræbelser på at ødelægge bygningen.

Ærgerligt nok får vi først historien om "Romeo og Julie" broen et stykke tid efter, at vi har passeret den. Det var broen, hvor to elskende blev dræbt af snigskytter. I stedet tager jeg et billede af den mere uromantiske "Franz Ferdinand bro", hvor det berømte attentat mod den østrigske tronfølger og hans hustru, som blev startskuddet til 1. verdenskrig, fandt sted. Det næste højdepunkt på busturen bliver, da vi kommer ind i den bazarlignende gamle bykerne. Vi kører lige forbi markedspladsen, som to gange blev ramt af granater under krigen, mens den var stopfyldt af mennesker. Om det var serberne eller muslimerne, som stod bag vides stadig ikke. Der er ret livligt på markedspladsen og i den gamle by i det hele taget. Det er ikke truende stenkastere, som tiltrækker sig størst opmærksomhed blandt bussens passagerer. Flere erklærer spontant deres kærlighed til de mange unge kvinder, som vi passerer forbi. I Doboj skulle der være femten kvinder for hver mand. Jeg kender ikke fordelingen i Sarajevo. Balkan-kenderne forsikrer, at de ikke er mere muslimer end vi er kristne i Danmark og at de heller ikke klæder sig mere på end danske piger.

Til sidst når vi til et højdedrag i den anden ende af den aflange by, hvor vi får lov at stige ud og tage billeder. Her har vi udsigt til de olympiske anlæg bl.a. det stadion, hvor de danske og franske FN-tropper holdt til. Den enorme sneklædte kirkegård er et sørgeligt syn. Den ligner et typisk balkan-kludetæppe, da man kan skelne klynger af kristne og muslimske gravstene ind imellem hinanden.

Da krigen stod på undrede det mig, hvorfor serberne ikke erobrede byen, når de havde besat alle højdedragene udenom. Vores danske guide forklarer, at Sarajevo "holdt stand", fordi serberne slet ikke var interesserede i at indtage byen. Belejringens formål var at fordrive indbyggerne ved at terrorisere dem så meget som muligt. Derfor havde serberne med vilje efterladt en korridor ved Igmanbjerget i nærheden af lufthavnen, som de forgæves håbede, at byens muslimske borgere ville benytte til at flygte. Meget af borgerkrigen i Bosnien virkede i det hele taget som planløse ødelæggelser, uden at der blev opnået strategiske fordele ved det. Ofte blev der brugt mere energi på etnisk udrensning end på at besejre fjenden militært.

Vagtskifte

Sarajevo forekommer mig egentligt ikke at være en særlig stor by og det varer ikke længe inden vi genser Camp Butmir efter at være kørt tilbage i gennem byen. Her må vi vente tre kvarter på at komme ind i lejren. Det er fordi gurkhaerne instruerer et hold canadiere, som skal overtage bevogtningen af basen. Det er danskere fra Nordic-Polish battlegroup i Doboj, som skal afløse canadierne, når de er fædige med deres tjans. Jeg håber for dem, at der bliver skruet lidt ned for beredskabet, mens de skal opholde sig i området.

Camp Butmir - NATO-hovedkvarteret i Bosnien

Sarajevos enorme kirkegård. Omkring 10.600 blev dræbt under belejringen 1992-95.

Tilbage til artikelmenuen

swn