|
Vidste du, at danske officerers ansættelse i kongeriget Siams
flåde i 1890'erne førte til et juridisk slagsmål
i Danmark? Den mediebevidste stifter af ØK, H.N. Andersen, og
admiral i den siamesiske flåde Andreas de Richelieu, forsøgte
at lukke munden på den iltre eventyrer og officer, Walter Christmas.
Baggrunden for retssagen var den såkaldte Paknam-affære.
I 1890'erne forsøgte Frankrig, som havde kontrol over Siams naboland
Indokina, på bedste imperialistiske vis at presse det svage kongerige
Siam til landafståelser. Siam, som er det nuværende Thailand,
havde med begrænset held forsøgt at opbygge sit forsvar
blandt andet med hjælp fra et stort antal danske officerer. Den
12. juli 1893 sejlede de franske kanonbåde "Inconstant" og "Comète"
ind i floden, som førte til Bangkok. Tre slet udrustede siamesiske
kanonbåde kommanderet af danske officerer forsøgte tappert
men forgæves at standse franskmændene ved Paknam, hvorefter
den siamesiske regering gik ind på mange af franskmændenes
krav.
Den ustyrlige Walter Christmas
En af de danske officerer, som tog kampen op med franskmændene,
var kaptajn Walter Christmas. Inden han var kommet til Siam havde han
forsøgt at lave et dampskibsselskab på Amazonfloden og
var i det hele taget en rastløs type. Walter Christmas var kommet
i knibe, fordi han inden kampen ved Paknam havde fået et telegram
fra den danske regering om at udtræde af den danske marine, hvis
han deltog i fjendtlighederne. Nu forsøgte han i en rapport til
marineministeriet at afvise, at der var tale om reel kamp, fordi den
siamesiske flåde var i en meget sørgelig forfatning. Det
var altså en indirekte kritik af admiral Andreas de Richelieus
arbejde og Walter Christmas sendte også den fortrolige rapport
til flere dagblade. Richelieus ven H.N. Andersen, der barslede med planer
om forretninger i Siam, kunne i breve fra Danmark beskrive, hvordan
stemningen i pressen var vendt fra en positiv til en kritisk vurdering
af den siamesiske flåde, der blev beskrevet som en samling "lystyachter".
"Et aar i Siam"
Det var ikke velset at lække en fortrolig rapport til pressen,
hverken i den siamesiske eller danske marine. Først fik Walter
Christmas en "ærefuld udtrædelse" fra den siamesiske marine,
hvor han blev dekoreret for tapperhed ved Paknam, eftersom Richelieu
frygtede at en regulær fyring ville give officerskorpset i Siam
et dårligt rygte. I Danmark blev Christmas indkaldt til et tjenstligt
forhør og derpå smidt ud af marinen for sin lemfældige
omgang med klassificerede oplysninger. Walter Christmas stod nu uden
indtægtskilder og skrev derfor i 1894 bogen "Et aar i Siam". I
bogen blev flere af de mange danskere i Siam kritiseret blandt andet
H.N. Andersen og admiral Richelieu.
Injuriesagen
For H.N. Andersen kom bogen på et meget uheldigt tidspunkt, netop
som han skulle til at starte ØK - østasiatisk kompagni.
Han var bange for at dårlig presseomtale ville skade hans forretninger.
I Bangkok Times fik Christmas' bog en hård medfart og han blev
beskyldt for at have begået "svære forbrydelser og misgerninger"
under sin tjeneste i den siamesiske flåde. Denne artikel sendte
H.N. Andersen til en række danske aviser og Nyborg Avis trykte
den. Det medførte, at Walter Christmas anlagde injuriesag mod
Emil Opffer redaktøren på Nyborg Avis. Man kan sige, at
Opffer var en stråmand for H.N. Andersen og Richelieu, der håbede,
at retssagen ville få dem til at fremstå som troværdige
overfor Christmas' påstande.
Uafgjort
Retssagen endte i 1898 med et forlig. Anklageren havde under retssagen
skaffet beviser for at de danske officerer i Siam var utilfredse med
den siamesiske flådes beredskab op til kampen ved Paknam i 1893,
som Christmas fortalte om i sin bog. Til gengæld havde forsvareren
fået fat i et brev, hvor Christmas indrømmede, at han havde
forsømt at efterkomme Richelieus ordre om at etablere en spærring
ved Paknam med sunkne skibe, der kunne have generet franskmændene.
Efter retssagen fortsatte Christmas sin karriere som skribent med drengebøgerne
om "Peder Most".
swn
Tilbage til artikelmenuen
|