Fire køreture i sneen
De seks pansrede mandskabsvogne (PMV'er), som under snestormen den
5. og 6. januar blev indsat til støtte for Falck, hjalp til ved
tre udrykninger. Den fjerde tur var til ære for DR2, som skulle
bruge billeder fra snestormen.
De seks PMV'er, som kom i kamp mod Kong Vinter, har stået klar
siden den 15. november 2002, hvor forsvaret indledte sit sneberedskab,
som varer indtil 31. marts 2003. Mandskabet, som er udset til at blive
sendt ud i snevejret, er på 48 timers beredskab.
Tre timers beredskab
Søndag den 5. januar klokken 09.45 blev beredskabet skruet op
på anden sneberedskabsgrad, hvor mandskabet på tre timer
skal kunne stille i garnisonen. Politiets vagtcentral havde meddelt,
at nu kunne Falck snart få behov for hjælp fra bæltekøretøjer.
Af hensyn til mandskabet blev det højeste beredskab, hvor PMV-besætningen
skal være på stand-by i Garnisonen, ikke aktiveret. Ifølge
den ansvarlige for opstillingen af sneberedskabet, major Carsten Pedersen
fra Garnisonskommandantskabet for Høvelte-Sandholm-Sjælsmark,
har man fra vinterens begyndelse besluttet så vidt muligt at undgå
det højeste beredskab, fordi man ikke ville risikere f.eks. juleaftensdag
at have folkene til at sidde og kukkelure på kasernen for at være
klar til at rykke ud.
Udsendt på seks falckstationer
Omkring klokken 15.00 søndag den 5. januar indløb de
første rekvisitioner fra Falck om assistance fra bæltekøretøjer
og klokken 00.50 mandag den 6. januar røg den sjette og sidste
PMV af sted. PMV'erne blev sendt til Roskilde, Køge, Ballerup,
Gilleleje, Helsingør og Hørsholm falck-stationer i nævnte
rækkefølge. Selv om mandskabet kun var i anden beredskabsgrad
nåede de fleste PMV'er frem på det tidspunkt, som var aftalt
med falck-folkene.
Kaos på Frederikssundsvej
En PMV-besætning fra Livgarden deltog i den mest dramatiske indsættelse,
som foregik på Fredrikssundvej fra Ballerup Falck-station. En
ældre mand havde fået en blodprop og ambulancen kunne ikke
komme indtil huset på grund af snemasserne. PMV'en nåede
hurtigt frem til den ældre mands adresse og forcerede de sidste
30-40 meter, som ambulancen ikke kunne trænge i gennem. Selv om
manden var ilde tilredt, begyndte han alligevel at feje sneen fra soldaternes
støvler væk fra sit gulv, inden de fik ham ud i PMV'en.
PMV'en kørte op ved siden af ambulancen for at lette overførslen
af patienten og spærrede derved Fredrikssundsvej nogle øjeblikke.
Desværre var politiet netop på vej med fuld udrykning, så
mens den gamle mand kom over i ambulancen holdt otte politibiler med
blinkende lygter i kø og ventede utålmodigt.
Hjemme- og fødselshjælp
To besætninger fra Kongens Artilleriregiment kom ligeledes i
aktion. En besætning kørte en hjemmehjælper ud til
en ældre dame, som boede langt ude på landet. På grund
af manglende kort og usikker adresseangivelse havde de en del problemer
med at finde gården, men det lykkedes til sidst. Den mest omtalte
hændelse i medierne var den PMV, som blev udsendt til en højgravid
kvinde i et sommerhusområde, men her var der kun tale om back-up
for ambulancen, som selv klarede det vanskelige føre: "Det har
de vist prøvet 1000 gange før", sagde sergent Nillsson,
der fulgte med i PMV'en, anerkenende om falck-folkenes køreteknik.
På vej til Gilleleje Falck-station hjalp denne PMV dog et par
biler, som var kørt fast i meterhøje snedriver. Køreturen
med DR2 kan næppe betegnes som en nødsituation, selv om
man som journalist godt kan føle det sådan, når man
nærmer sig sin deadline. To PMV'er kom slet ikke ud at køre,
men holdt bare på de respektive Falck-stationer.
Leassons Learned
Major Carsten Pedersen afholdt tirsdag den 7. januar en debriefing
i Sandholmlejren, som FOV's udsendte fik lov at overvære, med
de soldater, der var indvolveret i indsatsen. Det viste sig at man i
Kongens Artilleriregiment og i den Kongelige Livgarde havde grebet sneberedskabet
forskelligt an. I Kongens Artilleriregiment havde "chef-sne" seniorsergent
B. V. Thomas allerede ved sneberedskabets begyndelse i november måned
holdt et indledende møde med mandskabet, der var med i beredskabet,
for at få et overblik over hvem som havde bopæl i nærheden
af garnisonen og hvornår folk f.eks. skulle på skiferie.
Besætningerne var altså udpeget på forhånd og
vidste at de ville blive kaldt ud i tilfælde af kraftigt snefald.
I den Kongelige Livgarde havde man i højere grad improviseret
sig frem, men hovedsagen var at seks besætninger og PMV'er stod
parate, da uvejret kom.

Ekstra udstyr
Til briefingen diskuterede man også om PMV'ernes udrustning var
hensigtsmæssig. Kommunikationen til Falck-folkene under kørslen
fungerede ikke alle steder optimalt. En besætning havde fået
udleveret hele to mobiltelefoner og to radioer, som de alligevel ikke
kunne høre på grund af larmen fra køretøjet.
Mødedeltagerne blev enige om at mobiltelefon med øresnegl
eventuelt kunne løse det problem. Hændelsen på Frederikssundsvej
viste, at der kan være behov for tydeligere at markere, at PMV'erne
er under Falcks kommando f.eks. ved roterende blink eller blå
blink. Problemerne med at finde rundt viste, at der var behov for at
medbringe et gement krak-kort i PMV'erne. Endelig havde det været
en god ide at have hjelme og høreværn med til eventuelle
passagerer for at spare dem for ubehageligheder under den ujævne
kørsel med PMV.
Tilbage til artikelmenuen
swn
Sneberedskab i lokalforsvarsregion VI
I lokalforsvarsregion VI (Københavns og Frederiksberg kommuner
samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter) er der 13 falckstationer,
som i tilfælde af snestorm kan rekvirere assistance fra forsvaret.
Det drejer sig om stationerne i Helsingør, Frederikssund, Farum,
Gilleleje, Stenløse, Roskilde, Frederiksværk, Hillerød,
Hørsholm, Helsinge, Køge, Herlev/Tåstrup og Ballerup.
Lokalforsvarsregionen har den øverste ledelse af sneberedskabet
i lokalforsvarsregion VI. Ledelsen beordrede Garnisonskommandantskabet
for Høvelte-Sandholm-Sjælsmark at klargøre seks
PMV'er til snekørsel. Tre er udrustet af Kongens Artilleriregiment
og tre af den kongelige Livgarde. Hvis der bliver behov for PMV'erne
rekvireres de i første omgang af politiet ved vagtcentralerne.
Herefter kommer de under lokale falckstationers kommando.
Der tre beredskabsgrader i sneberedskabet.
3: På 48 timer skal mandskabet kunne stille i garnisonen
2: På tre timer skal mandskabet kunne stille i garnisonen
1: Mandskabet opholder sig i garnisonen klar til udrykning
Efter 48 timers indsættelse af bæltekøretøjerne
i sneen afløses besætningerne af friske folk.
"Sne-PMV'erne" er udrustet med kort over indsættelsesområde
(2 cm hærkort over Nordsjælland), 1 mobiltelefon, reservedelspakning,
tre døgns feltforplejning, roterende gult blink, rastudstyr,
båre, lange redskaber, trækwire, katalysatorovn og stærklyslygter.
Eventuelt kan udrustningen suppleres med to termokedeldrageter, fem
tæpper, to MAGLITE stavlygter, to pandelygter, en 24V projektør
og to motorbriller.
Kilde: Befaling for opstilling af sneberedskab
|
|