Søgang i overgangsflåden
De to vigtigste konsekvenser for søværnet af tilpasningerne i forsvaret
er nedlæggelsen af den mobile base og at mineberedskabet bliver lagt
i en mølpose. Det sker som et led i en langsigtet målsætning fortæller
kommandørkaptajn Peter Hesselballe fra Søværnets Operative Kommandos
planlægningsafdeling.
Det er, ifølge Peter
Hesselballe, ikke let for SOK’s planlægningsafdeling at afgøre, hvilke
enheder der er mindst behov for i fremtiden: ”Vores største problem
i dag er, at vi ikke ved hvilken operation, vi skal være klar til i
morgen. Derfor prøver søværnet med sine begrænsede ressourcer at skabe
en værktøjskasse, som kan løse morgendagens opgaver. Det skal være styrker,
som er globalt deployerbare”. Peter Hesselballe betegner søværnet i
dag som en ”overgangsflåde”, som er i udvikling fra et invasionsforsvar
til en flåde, der kan operere over hele verden. Overgangsflåden blev
en realitet, da man med sidste forsvarsforlig ville accelerere udviklingen
mod internationale operationer, hvorfor torpedomissilbådene i Willemoesklassen,
som tilhørte invasionsforsvaret, blev udfaset. Den mobile base (MOBA)
og sømineberedskabet er blandt de sidste dele af invasionsforsvaret
og derfor var det naturligt, at det blev dem, som skulle levere de nye
besparelser i søværnet.
MOBA - et halvt våben
MOBA er en enhed,
som består af køretøjer med radarer og kystbatterier, som i tæt samarbejde
med enheder til søs skal kunne bekæmpe fjendtlige overfladeskibe. MOBA’s
virke var tæt integreret med torpedomissilbådene og kunne fx lave måludpegning
for dem. Selv om MOBA i dag har et tilsvarende samarbejde med standard
flex skibene i FLYVEFISKEN-klassen, så er konceptet dog baseret på invasionsforsvaret,
som ikke har samme relevans som tidligere. Samtidig er enheden, som
bevæger sig på hjul og ikke til søs, ikke let at medbringe til en international
operation.
Søminer på vågeblus
Ændringerne for søminevåbnet
bliver knap så drastiske som for MOBA, der helt forsvinder: ”Vi putter
mineberedskabet i en mølpose. Det tager udgangspunkt i vores opgaveprioritering
med internationale operationer, men også i efterretningstjenestens udmelding
om at der ikke er en trussel mod Danmark inden for de næste ti år. Vi
vil kunne bringe det hele i spil igen inden for et år”, er Peter Hesselballes
kommentar til ændringerne i sømineberedskabet. Besparelserne skal først
og fremmest hentes på reduceret eftersyn af miner og en eventuel sammenlægning
af minedepoter. Tredje eskadre, der arbejder med minelægning, bliver
ikke berørt af nedtoningen af beredskabet og øvelsesminer vil blive
anvendt i samme omfang, som de gør i dag, for at bibeholde ekspertisen
indenfor minevåbnet. Det er også vigtigt for minerydningsenhederne i
søværnet som fx Makrelen, at minelæggerne kan levere et kompetent modspil
under øvelser.
Pest eller kolera
Arbejdet med at omdanne
søværnet til at kunne operere på verdenshavene foregår løbende. I SOK’s
planlægningsafdeling havde man allerede en idé om hvilke enheder, som
var vanskelige at indpasse til de nye opgaver, inden Forsvarskommandoen
meddelte, at der var behov for yderligere tilpasning. Det var således
SOK selv der foreslog, hvad der kunne skæres væk. Peter Hesselballe
betragtede det dog bestemt ikke som en morsom opgave.
swn
Tilbage til artikelmenuen
|