Fra kold til varm kartoffel

Grønlands naboskab til det amerikanske kontinent har betydet, at USA har haft afgørende sikkerhedspolitiske interesser i denne del af det danske kongerige. Det var ikke kendt i den danske og internationale offentlighed, hvor stor bevægelsesfrihed Danmark havde givet USA på Grønland. Siden et atombevæbnet B52 bombefly styrtede ned ved Thule basen i 1968, er der blevet mere åbenhed om de amerikanske aktiviteter i Grønland. Men Grønlands sikkerhedspolitiske status er dog ikke blevet nemmere at håndtere.

Da Danmark blev besat af Tyskland 9. april 1940 begyndte Henrik Kauffmann, Danmarks ambassadør i USA, der var modstander af samarbejdet med tyskerne, at føre sin helt egen udenrigspolitik på Grønlands vegne. Allerede inden amerikanerne trådte ind i krigen, fik han aftaler i stand om amerikanske forsyninger til Grønland mod eksport af grønlandsk kryolit til USA og gav dem lov til at bygge militærbaser for at forhindre, at tyskerne benyttede landet i deres krigsførelse mod England. Hvis man tæller vejr- og radiostationer med, anlagde amerikanerne i alt femten baser på Grønland og havde omkring 5.600 mand i landet. Da amerikanerne kom ind i krigen i december 1941, opfordrede de de grønlandske myndigheder til at organisere slædepatruljering i det øde nordøstgrønland for at kunne undersøge, om tyskerne havde aktiviteter i området. Patruljerne opdagede flere tyske vejrstationer, som efterfølgende blev ødelagt. Patruljen blev en forløber for nutidens SIRIUS-patrulje.

Bornholm i farezonen

Lige efter krigen blev Kauffmanns aftale med amerikanerne et problem for den danske regering, fordi det ikke var indført præcis, hvor længe den skulle gælde. Sovjetunionen havde nemlig stillet som betingelse for at rømme Bornholm, at Danmark skulle opføre sig "oprigtigt neutralt" og ikke have britiske og amerikanske styrker på sit territorium. Grønland kunne altså risikere at blive inddraget i forhandlingerne om Bornholm. I første omgang håbede Danmark på en hurtig amerikansk tilbagetrækning fra baserne, men det ville amerikanerne overhovedet ikke gå med til. I stedet aftalte man at holde lav profil og ikke forhandle om Kauffmann-aftalens forlængelse eller ophør, før russerne havde forladt Bornholm, hvilket de gjorde i foråret 1946.

"Ingen kommentarer"

Muligheden for at sikre aktiviteterne i Grønland var USA's væsentligste formål med at få Danmark med i NATO i 1949. Fra dansk side var det en lettelse, at forsvaret af Grønland nu blev et fælles NATO-anliggende, da det danske forsvar ikke havde ressourcer til at dække Grønland.

Med USA's og Sovjetunionens atomvåbenkapløb tog Grønlands strategiske betydning et yderligere opsving. USA's B36 og B47 bombere kunne med mellemlanding i Grønland nå langt ind i Sovjetunionen. Samtidig havde amerikanerne brug for et varslingssystem i tilfælde af et sovjetisk angreb. Det førte til en ny dansk-amerikansk overenskomst om forsvaret af Grønland i 1951, som gælder, så længe Danmark er med i NATO. Den gav bl.a. amerikanerne lov til at bygge Thulebasen. På kort tid blev Grønlands befolkning fordoblet med tolv tusind amerikanske bygningsarbejdere i Thule.

Under erstatningssagen, som blev rejst af Thulefangerne, fandt en embedsmand i udenrigsministeriet i 1995 et brev fra H. C. Hansen, som vendte op og ned på opfattelsen af Danmarks atomvåbenpolitik i begyndelsen af Den Kolde Krig. Af brevet fremgår det, at amerikanerne ville vide, hvad den danske regering ville sige til, at der befandt sig atomvåben i Grønland. H.C. Hansen svarede, at amerikanernes henvendelse om "ammunitionsforsyninger af en særlig slags på forsvarsområderne i Grønland" ikke "giver anledning til kommentarer fra min side". Man instruerede amerikanerne om, at deres henvendelse ikke måtte komme frem i offentligheden, da dette ville skabe uoverstigelige problemer for H. C. Hansens regering. Regeringen, hvor de radikale indgik, var netop ved at forberede en meget forbeholden dansk kernevåbenpolitik.

Danmarks indirekte accept af atomvåben i Grønland kunne ikke opretholdes længere, da et amerikansk B52 bombefly den 21. januar 1968 styrtede ned på indlandsisen med fire brintbomber. Thule basens anonyme tilværelse var forbi. Regeringerne Krag og Baunsgaard fulgte nu Danmarks officielle kernevåbenpolitik, som forbød kernevåben på dansk grund, og protesterede kraftigt overfor USA. Den diplomatiske krise endte med, at der blev truffet en tillægsaftale til overenskomsten fra 1951, hvor amerikanerne anerkendte, at de danske synspunkter omkring Danmark som atomvåben frit område også gjaldt for Grønland. Amerikanernes medgørlighed i forhandlingerne skyldtes, at atomvåbenbærende bombeflys strategiske betydning var vigende i forhold til atombevæbnede missiler. Dermed var det ikke længere så afgørende, at bombefly kunne mellemlande i Thule på vej til Sovjetunionen.

Flystyrtet satte altså en stopper for Danmarks tvetydige politik omkring kernevåben, som vi officielt ikke accepterede på dansk territorium, men uofficielt så igennem fingre med i Grønland.

Varm kartoffel igen

Selv om Thule ikke længere var en mellemstation for et eventuelt luftangreb på Sovjetunionen, havde basen stadig vital betydning for amerikanerne. Uden radarovervågningen fra Thule ville amerikanerne ikke i tide kunne opdage et sovjetisk missilangreb på USA. Hvis ikke USA kunne nå at svare igen ville hele fundamentet i datidens strategi overfor Sovjetunionen nemlig massiv gengældelse falde bort.

Nu kunne man fristes til at tro, at Thule basens betydning ville aftage med Den Kolde Krigs afslutning, men nej. I det nye slyngelstatsscenario spiller Thule igen en afgørende rolle, idet et missilangreb fra f.eks. Nordkorea eller et mellemøstligt land vil være inden for Thule radarens rækkevidde.

Så nu står den danske regering igen over for en problematisk, amerikansk anmodning, men denne gang om Thule basens deltagelse i missilskjoldet (MD). En tilslutning vil sandsynligvis belaste forholdet til de mange lande, som er skeptiske over for missilskjoldet, som bl.a. tæller Sovjetunionen og Kina samt flere af Danmarks NATO-allierede. En afvisning vil sætte en dæmper på det ellers meget venskabelige forhold, som Danmark har haft til USA i de senere år. Det ville være nemmere, hvis man, som under Den Kolde Krig, bare kunne sende en hemmelig note og sige: "Det kender vi ikke noget til".

Tilbage til artikelmenuen

swn