Tre måneder var for kort tid

Fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland, der uddanner værnepligtige har man fra sidelinien fulgt de sidste måneder værnepligtsdiskussion i forsvaret. I Beredskabsstyrelsen blev tre måneders værnepligt afskaffet til fordel for seks måneder i år 2002.

Afdelingschef på beredskabscenter Midtjylland Ole Mæhlisen, er forsigtig med på det nuværende grundlag at kommentere forsvarskommandoens forslag om en tre måneders totalforsvarsværnepligt. Han fortæller derimod gerne om de erfaringer, som man i Beredskabsstyrelsen for nogle år siden, gjorde sig med en værnepligt på tre måneder: ”

I en periode fra 1998 til 2002 kørte vi med to værnepligtsuddannelser - en på tre måneder og en på seks. I forbindelse med den nye aftale om redningsberedskabet, der gælder fra 2003 til 2006, blev der gennemført en omfattende analyse, hvor man kom frem til at tre måneders værnepligt, hverken var fugl eller fisk.  Selv om vi arbejdede intenst med at gøre uddannelsen nærværende, måtte vi erkende, at den ikke slog til. Man kan ikke fungere, som en del af det daglige beredskab på baggrund af en kun tre måneders uddannelse”.

Sektionsleder i uddannelsesenheden Peter Kragh supplerer: ”Det var utilfredsstillende, at netop når de værnepligtige var nået op på et niveau, hvor de faktisk kunne bruges, så blev de hjemsendt. Det var også den tilbagemelding, vi fik fra de værnepligtige. De nåede kun at have to eller tre vagter, hvor de kunne fungere selvstændigt på et skadessted. Heldigvis indså politikerne, at det var en dårlig løsning”.

Enigt folketing bag

Som et særtræk ved den politiske aftale om redningsberedskabet fremhæver Ole Mæhlisen, at den havde opbakning blandt alle folketingets partier. Tre-månedersuddannelsen blev afskaffet, til gengæld blev der stillet nye og større krav til det beredskab, som de værnepligtige indgår i: ”De steder, hvor politikerne stillede krav om en styrkelse af beredskabet, omfattede bl.a. redningstjeneste, miljøuheld og terrorhandlinger. Vores værnepligtige indgår i det daglige beredskab i Danmark. Derfor ombrød vi uddannelsen, så vi nu indkalder hver anden måned. Det gør, at der altid er tre hold under uddannelse. Ved at lave det overlap lykkedes det os at sørge for, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau, når vi bliver tilkaldt til assistance af det kommunale redningsberedskab, er forøget betydeligt. De tolv mand, som rykker ud, når alarmen går, er sammensat af værnepligtige fra alle tre hold. Med de ændringer i værnepligten lykkedes det at leve op til de politiske krav, selv om violinbuen er spændt til bristepunktet”.

Værnepligtige fra beredskabsstyrelsen i færd med at pakke en flydespærring sammen.

Ikke behov for hænder

Der har været betragtninger fremme om, at man med en totalforsvarsværnepligt indenfor forsvaret kunne skabe en pulje af folk, som man kunne sætte ind, i tilfælde at en eller anden uforudsigelig hændelse i stil med 11. september 2001 skulle ramme Danmark. I forhold til at kunne gøre nytte i redningsindsatsen, anser Ole Mæhlisen det for urealistisk at bruge en mobiliseringsstyrke: ”Hvis man forestiller sig, at der sker en voldsom terrorhændelse er der behov for akut hjælp og den akutte hjælp, skal være fremme hurtigst muligt og blive så omfattende og slagkraftig som mulig. Det hænger sammen med at sandsynligheden for, at redde folk ud i live falder utrolig hurtigt. Redningsmandskabet skal yde en massiv indsats allerede få timer efter hændelsen, fordi allerede efter 24 timer er sandsynsligheden for at redde menneskeliv faldet betydeligt”. I forhold til at deltage i oprydningsarbejdet efter en katastrofe er en tre måneders uddannelse ikke tilstrækkelig. Det er f.eks. alt for farligt at sende uerfarent mandskab til at arbejde i sammenstyrtede bygninger, og mens enhver kan lære at rydde op efter olie på en strand, er det ret kompliceret at lægge flydespærringer ud: ”Når det går rigtig galt har man ikke kun brug for hænder, men for kompetence. Man vil ikke lede i værktøjskassen efter en totalforsvarsværnepligtig, der kan lidt af hvert. I værktøjskassen skal du finde nogle store robuste værktøjer”, siger Ole Mæhlisen, men fastholder samtidig, at det er for tidligt, at bedømme forsvarskommandoens værnepligtsoplæg, så længe der ikke foreligger flere oplysninger om det.

Forandringer af værnepligten

Ole Mæhlisen tror ikke, at man om ti år har den samme form for værnepligt, som vi kender i dag. I hvilken retning eventuelle forandringer vil pege, har han vanskeligt ved at sige. Tanken om en sammenlægning af militær og civil værnepligt falder ham ikke ind, som den mest oplagte løsning: ”Man kunne forestille sig, at man kunne deles om en fælles værnepligtuddannelse, der efterfølgende kunne skilles ad i et antal retninger. Ud fra en betragtning om, at man altid skal behandle skatteydernes penge med respekt, så har redningsberedskabets værnepligtige under ingen omstændigheder brug for den militære grunduddannelse, som man ligger op til i totalforsvarsværnepligten. Vi har en beskyttelse ifølge Genève-konventionen og tillægsprotokollerne, idet vi er non-kombatanter, i form af vores orange farve med blå trekanter. Så hvis man overvejer at lave en samordning, er der nogle forhold, man skal overveje meget nøje. Danmark har en folkeretlig forpligtelse til at træffe en række forsigtighedsforanstaltninger, bl.a. for at beskytte redningsberedskabet”.

Brugbar i dagligdagen

Tidligere svarede den civile og militære værnepligt mere til hinanden, eftersom begge var målrettet til at skulle anvendes i en krigssituation. Ifølge Ole Mæhlisen er styrken ved værnepligten i redningsberedskabet i dag, at de værnepligtige løbende yder en indsats i redningsberedskabet: ”En af årsagerne til, at vi indgår i det daglige beredskab, er at det samfundsmæssigt set er den bedste udnyttelse af skatteydernes penge. Det koster cirka 250 millioner kroner om året at opretholde beredskabskorpset. Det oprindelige hovedmål med beredskabskorpset var at uddanne til en mobiliseringsstyrke.  Da man allerede i begyndelsen af 90’erne, så hvilken vej det ville gå efter murens fald, så var vi meget hurtige til at omlægge vor uddannelse, så den blev fredsorienteret. Vi vendte uddannelsen på hovedet, så uddannelsen kunne anvendes primært i hverdagen, men også i krig, hvis det skulle blive nødvendigt. Resultatet var et opgør med den krigsmæssige uddannelse, som i dag ligger som en uddannelsespakke, som vi har et antal befalingsmænd, der er klar til undervise i, hvis trusselsbilledet skulle ændre sig. Det tyder det ikke på, at vi skal indenfor de næste 10-20 år”, slutter Ole Mæhlisen.

swn

Tilbage til artikelmenuen