Tung tunfisk over vandløbet

Under 1. jydske brigades øvelse i Midt- og Vestjylland skete det første alvorlige sammenstød med fjenden ved Karup Å.

Klokken er 04.45 og alarmen fra min mobiltelefon går i gang. Jeg er desorienteret i omkring 10 sekunder inden jeg kommer i tanke om, at jeg befinder mig i Randers og skal til Karup Å og overvære 1. jydske brigade danne brohoved. Inden jeg møder min kollega i hotellets reception ser jeg en reportage fra en britisk journalist, som fra en amerikansk kampvogn talte 70 ødelagte irakiske tanks på vej til Bagdad. Den reportage bliver svær at leve op til. Fra ”krigsrådet” den foregående aften kender vi både 1. jydske brigades og fjendens planer. Vi ved, at der indtil nu kun har været sporadiske kampe, men at fjenden vil udnytte det fordelagtige terræn omkring åen til at forsinke brigadens fremrykning. Inden de trak sig tilbage mod vest sprængte de alle broer over Karup Å. Nu bliver det op til brigadens panseringeniørkompagni at sørge for at brigadens køretøjer kan komme over.

Værnepligtige fra Prinsens Livregiment fører stormbroen frem. Kompagnier fra Prinsens Livregiment havde været reserve under første del af angrebet og kom i aktion for første gang ved åen.

Idyllisk slagmark

Det er en iskold, men meget smuk morgen ved Karup Å. Der er klar himmel og rimfrost i græsset. Vi skal både videofilme og tage billeder, så vejret er perfekt. Vi regner dog ikke med, at det bliver en naturfilm, vi skal optage. Det hvisler inde i det nærliggende krat. Her ligger 2. kompagni fra Prinsens Livregiments 2. bataljon klar. De værnepligtige virker topmotiverede: ”Nu skal de få bank”, siger de om fjenden, som ind i mellem afbryder den hyggelige fuglekvidren med geværsalver fra den anden side af åen.

Angrebet

Det varer en rum tid inden der sker noget. De mange tilskuere - inspektører, udenlandske gæster og journalister - står og småfryser, men solen får efterhånden bugt med den værste frost. Soldaterne fra krattet kryber frem til skovbrynet og åbner ild. En gruppe krydser vejen og går i dækning bag en lille forhøjning omkring 20 meter fra åen. Fra nært hold tager jeg nogle gode billeder, men bliver forskrækket, da gruppeføreren råber: ”Ildstøtte!” og der bliver affyret en salve fra gruppens maskingeværskytte. Gruppen dækker en større flok soldater, som kommer løbende fra en skovvej. De har en stormbro med gummipuder med. Nogle ingeniørsoldater, der har forberedt et overgangssted, gelejder dem over åen. De går i stilling på den anden side og begynder at skyde, mens flere soldater krydser stormbroen. På under et minut har en til to delinger passeret vandløbet.

De værnepligtige ingeniører er otte måneder henne i deres uddannelse og skulle for første gang teste deres kunnen i en større ramme med andre enheder.

Lave tabstal

Vi kan ikke se fjenden, men hidsig skydning antyder, at der er hårde kampe i gang. To soldater kommer til syne - den ene er såret. Min kollega opfordrer mig til at interviewe dem. Jeg tøver lidt, de er på den anden side af den smalle gangbro. Med kun få timers nattesøvn virker det hele lidt uoverskueligt. Det foresvæver mig, at ”prinserne” fik redningsveste på af ingeniørerne, da de gik over åen. ”Mon jeg overtræder et reglement ved at gå over uden tilladelse”, tænker jeg. Til sidst overvinder jeg mig selv - Åsne Seierstad i Bagdad får nok heller ikke sovet meget i de her dage. Fra soldaten, som passer på den sårede - menig Kenn Jørgensen - får jeg en situationsrapport. Han fortæller, at de på den anden side har mødt et ”utal af fjender”, men betegner ellers passagen af åen som ”stille og rolig”. Han venter på, at sanitetssoldater kommer frem og hjælper den sårede. Der bliver ikke bragt yderligere sårede frem til reden.

Broslagningsstedet

Efterhånden trækker skydningen længere væk fra området - fjenden må være blevet slået tilbage. Ingeniørerne begynder nu at forberede broslagningen. Oberstløjtnant Klaus H. Pedersen, som er tjenestegrensinspektør for ingeniørerne, forklarer, hvad deres opgave går ud på: ”Her ved Karup Å skal der en ordentlig ingeniørrekognosering til, for at få slået broen. Det er ikke kun vigtigt, at man får slået broen, men også at til- og frakørselsforhold er i orden, så der er nogle, som kan bruge broen. Man kan se på sivene, at der nogle steder, man ikke skal ud, fordi der er for blødt til tunge køretøjer”.

Bro i to forsøg

Efter nøje overvejelser vælger panseringeniørkompagniet et overgangssted. I forhold til det sted, som blev valgt ved øvelsen sidste år, er tilkørslen lang (50-100 meter over en mark) og frakørslen på den anden side af åen, går stejlt op ad en skrænt. Til gengæld skulle sumpede områder være undgået og broslagningskampvognen, når uden problemer frem til åen. Broen sænkes forsigtigt ned på skrænten på åens modsatte bred, som er blevet forstærket med sandsække. Broslagningskampvognen tester derefter sin egen bro. Ingeniørerne er ikke helt tilfredse: ”Hvis den ikke kan komme op ad skrænten er det no-go!”, bliver der råbt. Skrænten viser sig at være for blød og hele seancen bliver gentaget, så broen bliver flyttet en meters penge.  Dennegang lykkes det for broslagningskampvognen at overvinde hele forhindringen. Ingeniørerne er ivrige for at komme videre. ”Kom nu med den Leopard, så vi kan få opgaven løst”, siger en befalingsmand utålmodigt. Til stor lettelse passerer både leopardkampvognen, et par pansrede mandskabsvogne og to GD’er broen og skrænten. Det lykkedes altså ikke fjenden at standse ”tung tunfisk”, som 1. jydske brigades fremrykning mod vest bliver kaldt. Ingeniørkompagniet får en chance for at pudse de sidste detaljer af, når Storåen senere på dagen også skal forceres.

swn

Tilbage til artikelmenuen