Vidste du at der blev anvendt PSYOPS-lignende metoder fra begge sider
i kampen om Vesterhavsøerne i 1864?
Forsvaret af Vesterhavsøerne blev ledet af kaptajnløjtnant
Otto Christian Hammer, som havde indgående kendskab til farvandet
ved vadehavet. Til forsvaret af øerne havde han i kampens afgørende
fase i juli 1864 otte kanonjoller, to uarmerede dampskibe samt 160 mand
infanteri med seks kanoner.
Pøbeloptøjer
I de første måneder af krigen i 1864, der begyndte 1.
februar, var øerne ikke truet af preussiske og østrigske
tropper, men derimod af det "ildesindede parti", som Hammer kaldte den
del af befolkningen på de sydligere af øerne, som gerne
så Slesvig-Holsten løsrevet fra Danmark. Denne trussel
var dog alvorlig nok, for på grund af isen var det vanskeligt
at komme fra ø til ø, og Hammer havde på det tidspunkt
langt fra mandskab nok til at tage kampen op mod organiseret modstand.
Hammer tyede derfor til "PSYOPS" og udstedte en proklamation til "beboerne
af vesterhavsøerne", hvor han advarede om, "at den militaire
magt er beredt til at skride ind" i tilfælde af pøbeloptøjer.
Proklamationen medvirkede til, at Hammer bevarede kontrollen med øerne.
Dog måtte han i Keitum på Sild true med at affyre våben
mod en ophidset folkemængde, som ville danne en Folkevæbning,
som skulle befri øerne fra det danske herredømme.
Tordenskjolds soldater
Under våbenhvilen 12/5 - 26/6 1864 forsøgte Hammer under
et besøg i København at få tilført betydelige
forstærkninger til forsvaret af vesterhavsøerne, som var
den sidste del af Slesvig under dansk kontrol. Da hverken marinen eller
hæren var indstillet på at sende ret meget hjælp,
gik Hammers folk i gang med at opføre falske batterier rundt
omkring på øerne, for at få fjenden til at tro, at
de havde store styrker til rådighed. Krigslisten virkede i et
stykke tid. Store preussisk-østrigske styrker blev koncentreret
langs kysten af frygt for et dansk angreb. Den 10. juli blev Hammers
fupnummer desværre afsløret, da det lykkedes fjenden at
komme i kontakt med to beboere på Sild, som kunne fortælle,
at den danske styrke på øerne ikke var særlig frygtindgydende.
I belejringstilstand
Nu var Hammers situation ekstremt vanskelig, for fjenden var både
herre på fastlandet og i Nordsøen, hvor den danske flåde
ikke havde vist sig, siden den besejrede en preussisk-østrigsk
eskadre ved Helgoland den 9. maj 1864. I dagene fra den 10-15. juli
foretog fjenden fire landgangsforsøg, som alle blev standset
af Hammers kanonbåde, og den 15. juli lykkedes det for Hammers
folk at ødelægge 21 mindre både, som skulle være
anvendt til landgang på Förh eller Sild.
Nu tog begivenhederne imidlertid en uheldig drejning. Den 17. juli
om morgenen modtog Hammer et telegram fra den danske generalkonsul i
Hamborg med besked om, at der var sluttet våbenhvile. På
dette tidspunkt kan Hammers dømmekraft have været påvirket
af et meget stærkt håb om, at den endelige våbenhvile
snart måtte indtræffe. Hammer kontaktede fjenden for at
få kamphandlingerne standset, men fjendens officerer havde ikke
hørt om en våbenhvile og Hammer måtte haste tilbage
til sine kanonbåde. Fjenden benyttede danskernes usikkerhed til
at omgruppere sig, så Hammers styrke stod endnu dårligere.
Foruden det fysiske pres fra tropperne sendte den østrigske general
von Gablenz en opfordring til Hammer om at kapitulere, hvor han skrev,
at han "på det mest energiske at ville fortsætte fjendtlighederne".
Denne "PSYOPS-kampagne" virkede. På et krigsråd den 19.
juli besluttede Hammer og hans officerer at overgive sig. De troede
ikke, der ville blive våbenhvile før øerne var blevet
erobret. Alt materiel blev ødelagt og Hammer og hans folk meldte
sig som krigsfanger om eftermiddagen den 20. juli.
De skulle bare have holdt ud mindre end 24 timer, for den 21. juli
klokken 12.00 sluttede krigen i 1864 med den endelige våbenhvile.
Vi ved ikke om preusserne og østrigerne dengang betragtede deres
kapitulationstilbud til Hammer, som psykologisk krigsførelse
eller om de måske endog havde noget at gøre med telegrammet
fra Hamborg. I hvert fald lykkedes det at få deres fjende kaptajnløjnant
Hammer til nedlægge våbnene uden at bruge fysisk magt, hvilket
er hovedformålet med PSYOPS.
swn
Tilbage til artikelmenuen
|