Vidste du at ...

... Danmark under trediveårskrigen (1618-48) greb ind til fordel for de tyske staters ukrænkelighed? Da Danmark i 1999 sammen med NATO blandede sig i Jugoslaviens interne anliggender i Kosovo måtte dette princip vige for ideen om "humanitær intervention".

Trediveårskrigen begyndte egentligt som et internt anliggende i det habsburgske rige. Det protestantiske Böhmen forsøgte at løsrive sig fra det katolsk dominerede habsburgske rige ved udnævne den protestantiske kurfyrst Frederik af Pfalz, som deres konge. Det var helt i overensstemmelse med de internationale normer, at kejseren slog oprøret ned med hjælp fra sine katolske allierede.

Ny kurfyrste

Havde den habsburgske kejser stoppet her, var trediveårskrigen ikke blevet til noget, men kejseren ville benytte lejligheden til at styrke katolismen i det tyske rige, som var et kludetæppe af større og mindre fyrstedømmer. Han fratog kurfyrst Frederik sin kurfyrstetitel og gav den i stedet til hertugen af Bayern, som var katolik. Det var et voldsomt indgreb i det tyske riges indre anliggender. De syv magtfulde kurfyrster var ofte tungen på vægtskålen i den tyske rigsdag og nu var der katolsk flertal blandt kurfysterne.

Storbritannien og Nederlandende griber ind

De tyske protestanter appellerede nu til Nederlandene og Storbritannien, som var fjendtligt indstillet overfor katolikkerne, for at få kurfyrsten af Pfalz genindsat. De to sømagter fik stablet en tysk protestantisk hær på benene, som imidlertid ikke kunne klare sig overfor katolikkernes stærke hær under hærføreren Tilly. Storbritannien og Nederlandene begyndte nu at se sig om efter, hvem som kunne stille sig i spidsen for en større protestantisk alliance, som kunne matche katolikkerne. Hvem mon meldte sig?

Christian den fjerde - protestantismens general

Der var to oplagte kandidater til at rette op på magtbalancen til fordel for protestanterne i det tyske rige, nemlig de to nordiske protestantiske konger Christian den fjerde af Danmark og Sveriges Gustav Adolf. Umiddelbart stod Danmark som det stærkeste land. Dels havde Danmark som et af de eneste europæiske lande på grund af de store indtægter fra Øresundstolden råd til permanent at hverve soldater og dels havde Danmark besejret Sverige i Kalmarkrigen 1611-13. Christian den fjerde, som var en konge med store visioner, så dette som en mulighed for at øge sin allerede store indflydelse i det tyske rige, samtidig med han sympatiserede med protestanternes sag og så fjernelsen af kurfyrsten af Pfalz som et alvorligt overgreb på den internationale orden. Christian den fjerdes karriere som protestantisk general 1625-29 var dog langt fra en succes. Det skyldes ikke som ofte hævdet dårlige feltherreegenskaber hos kongen, men snarere at Nederlandene og navnlig Storbritannien, der var på randen af borgerkrig, ikke leverede den aftalte hjælp til den danske konge, som derfor stod overfor meget overlegne katolske styrker.

Den westfalske fred

Det var altså ikke på grund af Danmarks, men derimod i høj grad Sveriges indsats, at kurfyrsten af Pfalz 1648 blev genindsat. Ved den westfalske fred i 1648 blev de tyske fyrsters frihed styrket og en stabil aftale om de kirkelige forhold i Tyskland blev truffet. De voldsomme følger af trediveårskrigen og garantien af de tyske fyrsters frihed gjorde ikke-intervention i suveræne stater til et alment accepteret princip i internationale relationer helt op til afslutningen af den kolde krig og har også stor betydning i dag.

Humanitær intervention

Efter den kolde krig opstod der et øget ønske om, at verdenssamfundet under godkendelse af FN, kunne intervenere i lande, hvor menneskerettighederne groft blev krænket. Humanitær intervention var NATO's begrundelse for uden FN-godkendelse at gennemføre en luftkampagne mod Jugoslavien på grund af landets forfølgelse af Kosovo-albanerne i 1999. Danmark var her med til at bryde de principper, Christian den fjerde havde kæmpet for under trediveårskrigen.

swn

Tilbage til artikelmenuen