Vidste du, at verdens første luftangreb på land fra et hangarskib fandt sted ved Tønder? Det var engelske fly som den 19. juli 1918 angreb den tyske zeppelinbase i Tønder og det var lidt af en bedrift, når man tager i betragtning, hvor ustabile datidens flyfartøjer var.

Under første verdenskrig var luftkrigen stadig i sin tidlige barndom. Tyskland satsede hårdt på at bruge de såkaldte "zeppelinere", det vil sige luftskibe, som bombefly. De enorme zeppelinerne var naturligvis lette mål for de allierede jagerfly, når de stødte ind i dem, men de frembød også nogle taktiske fordele. De havde længere rækkevidde end de allieredes krigsfly, de kunne flyve i en højde, hvor jagerne ikke kunne nå dem, og de var i stand til at bære en større bombelast. Under krigen forsøgte tyskerne at bombe engelske byer med zeppelinere. De udrettede kun begrænset skade. Kun 559 englændere blev dræbt ved angreb med luftskibe i hele krigen.

Basen i Tønder

Tønder og resten af Sønderjylland havde på det tidspunkt været en del af Tyskland siden 1864. Her etablerede den tyske marine i 1915 en zeppelinbase, som først og fremmest skulle bruges til rekognosceringstogter, hvor luftskibene skulle holde øje med den engelske flåde i Nordsøen. Mest iøjnefaldende var den store luftskibshangar "Toska", der var 242 meter lang og 42 meter høj og havde plads til to luftskibe. Desuden rummede basen to andre luftskibshangarer "Toni" og "Tobias". Basen havde eget gas- og vandværk og var bemandet med 600 mand.

Verdens første hangarskib

På trods af den begrænsede skade de anrettede, var luftskibene en torn i øjet på englænderne. Fra engelsk side blev der iværksat mange bestræbelser på at få zeppelinerne sat ud af spillet, hvilket mest effektivt kunne gøres ved at ødelægge deres baser på de tyske kyster. Englændernes fly kunne ikke medbringe nok brændstof til at nå baserne fra land. Derfor var det nødvendigt, at flyene kunne lette fra et skib. Det lykkedes at fremstille en katapult til at sætte fart på flyet, så det kunne lette fra en platform på et skib. Derpå blev den lette krydser "HMS Furious" i 1917 ombygget, så den fik en landingsbane på 70 meter og en hangar med plads til ti fly.

Angrebet på Tønder

Tidligt om morgenen den 19. april 1918 befandt "HMS Furious" og en række andre krydsere og destroyere sig på havet uden for Ringkøbing Fjord. Syv "Sopwith Camel" fly blev sendt af sted mod basen i Tønder, som de skulle angribe i bølger på henholdsvis tre og fire fly. De fløj sydpå langs den danske kyst og drejede derefter ind på tysk territorium. Klokken 04.35 nåede første bølge frem til basen i Tønder. Den første bombe var en forbier og ramte Tønder by, men de næste bomber traf den store hangar "Toska" og ødelagde de to luftskibe L 54 og L 60. Desuden blev et luftskib i hangaren "Tobias" beskadiget. Anden bølge angreb ti minutter senere. De blev mødt af antiluftskyts og havde på grund af den brændende "Toska" vanskeligt ved, at vurdere om deres bomber var fuldtræffere.

Tre kom tilbage

Generelt var flyene i første verdenskrig til større fare for piloterne end fjendens luftforsvar. Det måtte piloterne i de syv "Sopwith Camel" fly også erfare. En af dem blev dræbt på hjemturen, da han måtte nødlande i Ringkøbing Fjord. Et andet fly måtte nødlande i vandet allerede inden angrebet og blev samlet op af en destroyer. Tre nødlandede i Danmark på grund af brændstofmangel og kun to gennemførte missionen som planlagt og landede i havet i nærheden af "HMS Furious" og de andre engelske krigsskibe.

Nogle af bygningerne fra basen er bevaret og er i dag i indrettet til museum. Desuden findes der en række sider på internettet om luftskibsbasen i Tønder og angrebet på den:

http://www.zeppelin-museum.dk

http://www.casey.tgis.co.uk/web/dfc/tonder.htm

swn


Artiklen blev også bragt i Propel Nr. 1 2003.

Tilbage til artikelmenuen